Du genkender dem, når du ser dem. Betonafspærringer i gågader, på pladser, ved julemarkeder og i forbindelse med arrangementer i byen, hvor mange mennesker samles. Koranklodserne.
De kan forklædes som blomsterkasser, indrettes til siddemøbler i det offentlige rum, eller som omkring vores parlament Christiansborg udhugges kunstfærdigt i bornholmsk granit, men formålet er det samme: De skal give indtryk af, at politikerne bekymrer sig for vores sikkerhed og vil beskytte os mod islams terrorisme.
Det gør de ikke. Men de viser os, at vi ynkeligt og uden forsvarsvilje lever som jaget vildt i vores egne lande, mens islam forbereder sit næste angreb.
Koranklodserne forhindrer ikke angreb
Nu skete det igen i går. Denne gang i Berlin, hvor en ung muslim i had til den kristne civilisation, han lever i, valgte at bruge en tung bil som torpedo mod sagesløse deltagere i et pride-arrangement i den tyske hovedstad.
En kvinde blev dræbt og nogle håndfulde kvæstede i muslimens attentat mod de vantro. Muslimen selv var i foråret blevet løsladt fra ungdomsfængslet. Han havde forud pralet overfor trosfæller med sine planer, og han var godt kendt af politiet i forvejen for sine holdninger til det kristne Europa og os der bor i det.
Alligevel lykkedes han med sit angreb. Koranklodserne bremsede ham ikke. Statens overvågning af borgerne bremsende ham ikke. De hårde antiterror love afskrækkede ham ikke. Nej, han gennemførte sit angreb, som andre før ham har gjort, og som andre hadefulde muslimer vil gentage efter ham.
Et bluffnummer
Koranklodserne i gadebilledet er et politisk bluffnummer, som skal give indtryk af, at vi kan være trygge, selvom politikerne i årtier har insisteret på at lade millioner af muslimer fra Stormellemøsten indvandre til og bosætte sig i Europa. Det kan vi ikke – være trygge. Det viser gårsdagens angreb i Berlin os endnu engang.
Koranklodserne er ikke en sikkerhedssele, som redder liv. Det er en sovepude, som lader politikerne slippe for at handle og løse problemet islam i Europa fra bunden. Altså ikke blot afbøde de værste trusler, men genskabe de trygge samfund, hvor vi kan være uenige om meget, men i respekt for den andens ret til både egen mening, tro og politiske overbevisning.
Så koranklodserne skal væk. De er falsk tryghed. Tryghed får vi først, når vi vågner og erkender, at vi ikke skal acceptere at være jaget vildt i vores egne lande. Når afmagt afløses af handlekraft, og modstanderen mødes af en resolut og kompromisløs vilje til at forsvare vores lande og levevis.
Foragten for Vesten, friheden og kristenheden
Betyder det, at din muslimske nabo er en fjende. Nej, ikke nødvendigvis. Det er kun et meget lille mindretal af muslimer, som griber til vold for enten at udtrykke deres foragt for os eller for at hævde en religiøs overhøjhed. Men det er et meget stort mindretal (måske et flertal), som deler voldsmændenes foragt for os og vores levevis og sætter islam over både Grundlov og frihedsrettigheder.
Man skal tage skyklapperne af og se, islam som den er – et mix af ideologi og religion, som ikke kan blandes med frihed og demokrati. Vi kan ikke gå på kompromis med islam, og islam kan ikke gå på kompromis med os. Derfor er adskillelse den eneste løsning.
De muslimer, der vil skubbe deres religion om bagved Grundloven og frihedsrettighederne kan sagtens leve her i blandt os. Det er ikke os, der er fjenden. Det er dem, der gør os til fjenden. Men vi skal også vide, at de ’gode’ muslimers børn i et vist omfang vil blive indfanget af den islamiske vækkelse og vende sig imod os.
Det er derfor, antallet betyder så meget. Jo flere muslimer, der bor iblandt os, desto flere voldelige terrorister vil der opstå. Jo flere de er, desto stærkere vil deres missionerende imamer kunne prædike imod frihed, demokrati og kristenheden. Desto mere udsatte vil vi være.
Jo færre de er, desto større er muligheden for assimilation og dermed en løsning. Derfor er der ingen vej udenom remigration. To generationer af politikere har tilladt indvandringen og nedbrydningen af vores samfund. Den næste generation af politikere får den ubehagelig men nødvendige opgave at rydde op efter dem.










