Når Martin Henriksen senere i aften forventeligt får en buket blomster og en klapsalve fra resterne af Nye Borgerlige forsamlet til ekstraordinært årsmøde i Fredericia, er han endelig blevet formand for et politisk parti.

Det har han forsøgt før. Sidste gang, han forsøgte at blive formand for et parti – det var for DF på årsmødet i januar 2022 - fik han en begmand. Så personligt vil Martin Henriksen opleve klapsalven og blomsterbuketten som en succes.

Om succesen også vil komme partiet Nye Borgerlige til gode er dog, som jeg ser det, ret tvivlsomt.

NB fandt sin position på en åben slette
Nye Borgerlige blev stiftet i 2015. Dengang for snart 9 år siden var der et stort udækket hul i dansk politik. En hel åben slette med plads at boltre sig på.

Liberal Alliance med Simon Emil Ammitzbøll og Anders Samuelsen i spidsen havde ingen føling for det nationale. Belæsset med radikalt vraggods kunne LA hverken sige buh eller bæh, da migrantkrisen brød ud.

Dansk Folkeparti under ledelse af Kristian Thulesen Dahl flirtede mere og mere åbenlyst med Socialdemokraternes nye leder Mette Frederiksen og afviste al snak om borgerlige reformer af velfærden.

I det hul var der plads til et parti som Nye Borgerlige, der kombinerede en stærk national værdipolitik med en tydelig borgerlig økonomisk politik baseret på decentralisering, deregulering og skattelettelser.

Det hjalp også Nye Borgerlige på vej, at både LA og DF frem mod folketingsvalget i 2019 faldt sammen på grund af en kombination af interne spændinger og dårlig ledelse.

Hullet er væk
Det hul er der ikke længere.

LA har under Alex Vanopslagh kastet den kulturradikale slængkappe af sig og taget store skridt til højre i værdipolitikken, og DF har under Morten Messerschmidt opgivet at kissemisse med Socialdemokratiet.

Desuden er begge partiers formkurve i modsætning til i perioden 2015-2019 på vej op. Det efterlader ingen plads til Nye Borgerlige på den platform, som partiet blev stiftet på. Hvis Nye Borgerlige skal i Folketinget igen ved næste folketingsvalg om et par år, skal Martin Henriksen finde et nyt hul.

Spørgsmålene er derfor. Er der et hul et sted, som Martin Henriksen kan finde plads i? Og hvis han finder pladsen, evner han så at fylde den ud?

Udlændingehullet er fyldt op
På den værdipolitiske front er der ingen huller i tæppet. DF indtager det absolutte standpunkt, hvor konventioner må vige og repatriering står øverst. Nådesløs holdning til kriminelle udlændinge og en principfast holdning til uddeling af statsborgerskaber.

Inger Støjberg samler de lidt mere pragmatiske vælgere op, og Socialdemokratiet vogter over temaet og er klar til at rykke, hvis man mærker bevægelser i vælgerhavet.

Martin Henriksen kan da godt forsøge, men kan han udfordre Morten Messerschmidt og Inger Støjberg på troværdigheden? Kan han få nogen til at mene, at han er den eneste sande strammer og de andre to er nogle filøjsere, der sælger ud af Danmark?

Nej, det kan han ikke.

Alex flytter sig og skaber plads
Frem mod næste valg vil der opstå et hul til højre for LA. Det er ret tydeligt, at Alex Vanopslagh er ved at slibe kanterne runde på de førhen så firkantede meninger hos LA. Det kommer med at være et større parti, der gerne vil være endnu større og bestemme mere.

Det efterlader en vælgergruppe med liberale og statskritiske holdninger, som foretrækker den rene vare og vil kunne tiltrækkes af en principfast liberalistisk oppositionspolitiker. Men sådan en politiker er Martin Henriksen ikke – så langt fra. Han kæmper tværtimod med at undertrykke sin indre socialdemokrat, som han blev injiceret med i sin lange karriere i DF.

På den liberalistiske boldgade har han ingen troværdighed og ingen salgsværdi. Det hul i det politiske marked, når det efterhånden opstår, kan Martin Henriksen ikke fylde ud.

Lars Boje er et stærkere kort
Men det er der en anden, der kan.

Lars Boje Mathiesen er i dag løsgænger i Folketinget efter en kort og turbulent periode som formand for Nye Borgerlige. Han blev som bekendt ekskluderet i foråret 2023.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lars Boje Mathiesen tumler med planer om at stifte et nyt parti efter sit eget hoved.

Hans hoved er indstillet på konsekvent oppositionspolitik. Han er statskritisk, systemkritisk, politikerkritisk – ja nærmest alting kritisk. Det eneste han ikke er kritisk overfor, er benzin- og dieselbiler. ’Jeg elsker biler’, som han ofte skriver på de sociale medier.

Når LA sliber kanterne af, bliver der bedre plads til Lars Boje Mathiesen i dansk politik. Udover i Nye Borgerlige har han da også en fortid i Liberal Alliance, så han kender både partiet og dets vælgere.

Mistillidskorpset
Der er i dag ikke et hjem for de vælgere, der har mistet tilliden til politikerne og det politiske system. Inger Støjberg kan nok gøre provinsens og landdistrikternes vælgere til ofre og dygtigt spinde en ende over det, men hun higer i bund og grund efter igen at blive en del af the establishment. Det skal hendes parti Danmarksdemokraterne give hende.

Det er dér det største hul er i dag i dansk politik. Der er en stor gruppe – nok op imod 5-10 procent – som ikke kan identificere sig med det politiske system, som har mistillid til politikere generelt og i et vist omfang også til de bærende institutioner såsom retsvæsen, domstole og politi.

Gruppen blev større og mere højlydt under Corona. De systemkristiske og mistillidsfulde er blevet synlige og hørbare. Førhen smed de sig i sofaen på valgdagen. Men den rigtige person til at repræsentere dem, vil kunne få dem hen på valgstederne.

Lars Boje Matthisen er en sådan person. Det er Martin Henriksen ikke.

Derfor – og det er konklusionen på dette lange skriv – er Martin Henriksens eneste chance for at få succes med Nye Borgerlige at indgå en strategisk alliance med Lars Boje Mathiesen.

Lars Boje Mathiesen får pengene og definerer partiet. Martin Henriksen får en plads i Folketinget ved næste valg.