Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev en af de mørkeste i Europas moderne historie. Over hele Tyskland og Østrig gik nazistiske stormtropper og civile pøbler til angreb på jøder, deres forretninger, synagoger og hjem. Vinduernes glasskår glimtede i gaderne som krystaller – deraf navnet Krystalnatten.
Det mindes vi ved arrangementet i aften.
Mange jøder blev dræbt den nat, og omkring 30.000 blev arresteret og deporteret til koncentrationslejre som Dachau, Buchenwald og Sachsenhausen. Mange blev mishandlet, nogle dræbt. I løbet af vinteren blev en del frigivet igen dog på betingelse af, at de forlod landet og efterlod alt, hvad de ejede.
Krystalnatten markerede overgangen fra diskrimination af jøder til systematisk forfølgelse. Det, der udadtil lignede en spontan folkelig vrede, var i virkeligheden nøje planlagt af regimet og blev begyndelsen på det, der endte i Holocaust – den industrielle udryddelse af seks millioner jøder.
Nazismens antisemitisme var ikke en ny opfindelse. Diskrimination af jøder havde rødder dybt i europæisk kultur og politik. Den byggede på århundreders fordomme og religiøse anklager fra kristne mod jøder. At det gik så forfærdelig galt under nazismen, viser først og fremmest, at civilisation kun er en tynd fernis. Kradser man hul, bryder anarki og kaos igennem.
Antisemitismen vokser igen
I dag, 87 år senere, vokser antisemitismen igen. Denne gang er det ikke nazismen, der fodrer den, men en alliance mellem muslimer og venstreorienterede. Europas jøder lever med bevogtede synagoger, sikkerhedskontroller foran skoler og museer. Jødiske børn kan ikke spille fodbold i Brønshøj, fordi man er bange for overfald. Eksemplerne er alt for mange.
Det er ikke for sjov. Hvis vi ikke aktivt gør modstand, gødes den danske jord for en moderne version af Krystalnatten. Kommunalvalgkampen, hvor antisemitiske plakater hænger i lygtepælene er en forsmag på, hvad alliancen mellem antisemitiske muslimer og antisemitiske venstrefløjsaktivister kan udvikle sig til.
Frygten for overfald og chikane i det offentlige rum får jøderne i Danmark til at dukke sig og gemme sig. Mange får hemmelig adresse, fjerner de jødiske symboler og forsøger at gå i et med tapetet. Mange er ved at opgive og overvejer at forlade Danmark. I modsætning til 30’ernes Tyskland, hvor flugtmulighederne var få, har jøderne i dag Israel.
Det er jeg glad for, for historien har lært os – og jøderne har mærket det på egen krop – at antisemitismen altid vender tilbage. Måske i nye klæder, som nu i form af islam i Europa assisteret af en aggressiv venstrefløj, men den forsvinder aldrig helt. Derfor er Israel– Der Judenstaat, som den tidlige zionist Theodor Herzl, skrev om – det eneste sikre anker for jøderne, når Europa – igen – svigter jøderne.
Vedligeholde civilisationens fernis
At mindes Krystalnatten, som vi gør i aften, er derfor ikke en historie om nazismen, som vi alle kan enes om at fordømme. Det er en historie om vores moralske ansvar som kristne europæere over for jøderne. Europas jøder er en del af vores fælles arv, kultur og samvittighed. At værne om vores jødiske medborgere er at vedligeholde civilisationens fernis.
Så selv om du måske har planlagt noget andet, er her en opfordring til dig om at ændre planer og deltage i mindehøjtideligheden i aften.
