Ifølge kunstner og - måske tidligere - institutleder ved kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld skabte hun et helt nyt kunstværk, da hun skubbede en buste af Frederik V i Københavns havn og på den måde angiveligt “rematerialiserede” den.
I de fleste andres øjne begik Holmfeld dog tyveri og hærværk, og debatten om busten har fyldt ganske meget i medierne de seneste par uger.
Men en del tyder på, at problemerne på Kunstakademiet stikker noget dybere end blot en enkelt underviser og hendes alternative omgang med statuer.
Dagens gæst i Interviewet er Poul Pilgaard Johnsen, der i Weekendavisen har dækket udviklingen på kunstakademiet indgående. Han fortæller blandt andet om en kvindelig studerende, der som led i et kunstnerisk værk forsøgte at skildre en form for lammelse og blev mødt af hård kritik for den performance, da hun ikke havde et handicap i virkeligheden.
“Eksemplet, mener jeg, siger en del om, hvor langt visse miljøer på akademiet er gået, for vi taler altså om, at den her pige virkelig blev udskammet og ikke bryder sig om at komme på akademiet længere. En anden studerende fortalte, at det, efter hans mening, ville være totalt umuligt for en mandlig kunstner at male en nøgen kvinde,” siger Poul Pilgaard, som også fortæller om et miljø præget af en ekstrem lukkethed.
“Det er stort set umuligt, at komme til at tale med de her studerende, som repræsenterer den mere militant identitetspolitiske linje, vi kan kalde dem identitetspolitiet. De optræder ikke ved navn, og meget af den udskamning sker på sociale medier og under dæknavne. Og de taler slet ikke med journalister, selvom jeg sender beskeder på adskillige platforme. De vil ikke tale med den anden position.”
Falsk bevidsthed og privilegieblindhed
Ifølge Poul Pilgaard Johnsen er den kunstneriske frihed på akademiet særdeles udfordret af de identitetspolitiske studerende.
“Lad os tage begrebet ‘fri kunst’, hvor man typisk har sagt, at i den frie kunst kan man udtrykke, hvad man vil. De her mennesker går ikke ind for fri kunst, fordi fri kunst kan indebære, at man kommer til at krænke nogen, også selvom det ikke var hensigten,” siger han og fortsætter:
“Her vil de sige, at det vigtige er, hvordan modtageren reagerer. Hvis nogen føler sig krænket, må man egentlig ikke lave den kunst. Så fri kunst går man ikke ind for - medmindre hensigten er den rette.”
Pilgaard fortæller også, at også undervisere finder det voldsomme fokus på identitetspolitik hæmmende i deres virke på akademiet.
“Jeg talte med en lærer, som forestod holdundervisning af de nystartede på Kunstakademiet og var bange for at blive anmeldt, hvis hun brugte et forkert pronomen, når hun tiltalte de studerende. De fleste vil gerne kaldes “hun” eller “han”, men der er nogle, som foretrækker noget andet, eksempelvis ‘dem’ eller ‘de’” siger han og fortsætter:
“Igennem mit arbejde med den her sag over de sidste par måneder, har jeg tænkt meget over, hvor meget det her minder om tilstandene på universiteterne i 1970’erne, hvor man havde universitetsmarxismen, og alt handlede om at få alt til at passe ind i det marxistiske system. Og hvis noget ikke passede ind i det, eksempelvis at arbejderne syntes noget andet end det, de burde, så skyldtes det ikke, at teorien var forkert, men at de ikke havde forstået - endnu - at de var undertrykte og mente det forkerte. Det kaldte man falsk bevidsthed. I dag hedder det privilegieblindhed, men det er helt det samme. Man siger til folk, at hvis man ikke mener det rigtige eller ikke laver kunst på den rette måde, så lider man af privilegieblindhed.”
Se hele afsnittet af Interviewet med Mikkel Andersson ovenfor.
Husk, at du også kan finde alle Kontrasts udsendelser som podcast i iTunes, Google Podcast, Spotify og via vores RSS-feed.
