Socialdemokratiet for alle - og for ingenSocialdemokratiet mistede grebet om vælgerne, fordi det mistede grebet om sig selv. Når partiet i dag bliver spurgt om sit idégrundlag, svarer det med ansvarlighed. Med stabilitet. Med nødvendighed. Med henvisninger til virkeligheden, økonomien og det muliges kunst. Det er ikke uden effekt. Men det er heller ikke ideologi. Det er forvaltning.
Det lille fællesskabs hævnDanskerne sagde på kommunalvalgdagen nej på en stille måde. Den centraliserede moral er et illusionsnummer, der er ved at slippe taget – ikke fordi folk er imod fællesskab, men fordi de ved, at fællesskab ikke kan designes centralt. Det er svært at opdrage en befolkning, der ikke har bedt om at blive opdraget, skriver Simon Mogensen.
Demokratiet er en følelsesmaskineKommunalvalget viser, at samfundsproblemer ikke er politiske – men kognitive. Vi taler ofte om demokratiet som det mest oplyste styre, men måske er det i virkeligheden den mest sofistikerede form for kollektiv uvidenhed. Ikke fordi borgerne er uintelligente, men fordi verden er blevet for kompleks til, at nogen kan overskue den.
De borgerlige har gødet jorden for velfærdsstatenSimon Gardner Mogensen: Borgerlige har ladet sig indsmigre af den spændetrøje, som velfærdsstaten er blevet, frem for at lade den enkeltes evner blomstre. Der mangler en grundlæggende ideologisk kamp med et andet udgangspunkt.
Den socialdemokratiske dystopi trives i krisetiderSimon Gardner Mogensen: Socialdemokratiet er et parti, som prygler individualiteten, og det er værd at frygte i krisetider. Det gælder på samme måde i dag, som da Jens Otto Krag var ung, bare med nogle andre metoder end dengang.
