For ikke under ti år siden kunne jeg med rank ryg argumentere for global solidaritet, åbne markeder og fri bevægelighed for både varer og penge. I dag kan jeg tage mig selv i at nikke anerkendende, når Venstres foreslår at flytte penge fra udviklingsbistand til dansk kernevelfærd.
Man bliver åbenbart ikke bare ældre af at få børn. Man bliver også mere forsigtig.
Det begynder uskyldigt. Man læser en artikel om babyboomere (født ml. 1946-64, red.), der sidder på halvdelen af formuen i den vestlige verden og nægter at bruge den. Man ryster på hovedet. Hvorfor nyder de ikke livet?
Hvorfor flytter de ikke i noget mindre og brænder pengene af på pasta og rødvin med udsigt over Gardasøen?
