16.04.23

56 civile meldes dræbt og knap 600 såret i kampe i Sudan

Alle 56 dræbte i kampe i Sudan er civile, oplyser Centraludvalget for Sudans Læger ifølge Reuters.
Tyk røg ses her stige op fra lufthavnen i Khartoum lørdag, hvor der dagen var kampe mellem hæren og en paramilitær gruppe.
Tyk røg ses her stige op fra lufthavnen i Khartoum lørdag, hvor der dagen var kampe mellem hæren og en paramilitær gruppe.

Mindst 56 civile er siden lørdag morgen blevet dræbt i igangværende kampe mellem den sudanske hær og den paramilitære gruppe RSF på tværs af Sudan. Andre 595 er blevet såret.

Det oplyser Centraludvalget for Sudans Læger tidligt søndag morgen dansk tid.

Flere meldes dræbt i lufthavnen i hovedstaden Khartoum, andre i den nærliggende by Omdurman samt nogle i byerne Nyala, El Obeid og El Fasher.

Der har siden lørdag morgen været massive skudvekslinger og flere eksplosioner i Khartoum.

Urolighederne kommer efter flere dages spændinger og magtkampe mellem hæren og RSF.

Parterne stod i fællesskab bag et kup i efteråret 2021.

Siden da er de dog blevet uenige om, hvordan Sudan skal transformeres fra et militært styre til et civilt styre - altså til et styre, der ikke ledes af en person fra militæret.

Et at stridspunkterne er angiveligt, hvorvidt RSF skal integreres som en del af den sudanske hær.

Ifølge RSF gik Sudans hær lørdag ind i nogle af RSF's lejre i Khartoum.

Sudans hær hævder omvendt, at RSF har forsøgt at angribe medlemmer af hæren flere steder.

RSF siger selv, at gruppen har indtaget præsidentpaladset, hærchefens bolig, en statslig tv-station og lufthavne i Khartoum, den nordlige by Merowe, El Fasher og delstaten Vestdarfur.

Hæren afviser disse påstande.

Sent lørdag aften lokal tid bad det sudanske luftvåben beboere om at blive inden døre, mens det udfører, hvad det kalder en "undersøgelse af RSF-aktiviteter fra luften".

Samtidig er det blevet meddelt, at skoler, banker og regeringskontorer vil holde lukket i delstaten Khartoum søndag.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter