En række afrikanske lande har været på besøg i Nigers hovedstad, Niamey, for at nærme sig en løsning på konflikten i landet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er lande fra samarbejdsorganisationen Ecowas, der lørdag har været i landet, hvor der for knap en måned siden blev gennemført et militærkup.
Ifølge en unavngiven kilde fra Ecowas mødtes de lørdag med den væltede præsident, 63-årige Mohamed Bazoum.
Kilden fortæller til AFP, at Bazoum var i "godt humør".
Også nyhedsbureauet Reuters skriver, at delegationen mødtes med Bazoum.
Ecowas består af 15 vestafrikanske lande. Sammenslutningen prøver at finde en diplomatisk løsning på den anspændte situation i Niger.
Kupmagerne i Niger har lovet, at de vil passe på den væltede præsident.
Det skriver avisen The New York Times.
- Der vil ikke ske noget med ham, for vi har ikke tradition for vold i Niger, siger Ali Lamine Zeine til The New York Times.
Ali Lamine Zeine er af militærjuntaen blevet indsat som premierminister.
Mohamed Bazoum blev den 26. juli tvunget fra magten i Niger ved et kup, hvor landets nationalgarde proklamerede på nationalt tv, at den havde overtaget magten med landet og dets statslige institutioner.
Ifølge The New York Times har militærjuntaen truet med at slå Bazoum ihjel, hvis Nigers vestafrikanske lande går ind i landet militært.
Kommentaren om, at der ikke er tradition for at bruge vold i Niger, stemmer ikke overens med landets historiske virkelighed.
Blandt andet blev Nigers tidligere præsident Ibrahim Bare Mainassara i 1999 dræbt ved et attentat, påpeger The New York Times.
Det er uklart, hvor megen magt Ali Lamine Zeine har.
Han er civil og er ikke selv én af dem, der gennemførte militærkuppet. Han er uddannet økonom og var Nigers finansminister i 00'erne.
De to højst rangerende ministre i Zeines regering, henholdsvis forsvars- og indenrigsministeren, stod til gengæld begge i spidsen for militærkuppet.
Kilde: /ritzau/