10.07.23

Bilbomber dræber tre børn og fem voksne i Syrien

To bilbomber blev søndag udløst i det nordlige Syrien. Foreløbig har ingen taget skylden for eksplosionerne.
Ingen har endnu taget skylden for bilbomberne, der blev udløst søndag i det nordlige Syrien. Civile er jævnligt mål for angreb i landet, der har været hærget af borgerkrig siden 2011. (Arkivfoto).
Ingen har endnu taget skylden for bilbomberne, der blev udløst søndag i det nordlige Syrien. Civile er jævnligt mål for angreb i landet, der har været hærget af borgerkrig siden 2011. (Arkivfoto).

Mindst otte personer - tre børn og fem voksne - mistede søndag livet i to forskellige eksplosioner i den nordlige del af Syrien.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

I begge tilfælde var der tale om bilbomber.

Den ene bilbombe blev detoneret i et autoværksted i landsbyen Shawa nær grænsen til Tyrkiet.

Her mistede fem personer livet, mens ti andre blev såret.

Den anden bombe blev udløst i et køretøj i byen Manbij nordøst for storbyen Aleppo. Den dræbte tre mænd, der kæmpede for Syriens Demokratiske Styrker (SDF). SDF er en kurdiskledet milits, som kæmper mod det syriske regime.

Manbij var tidligere en af Islamisk Stats højborge, men kontrolleres nu af et militærråd, der har forbindelse til SDF.

Foreløbig har ingen taget skylden for de eksplosionerne.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder overvåger den syriske borgerkrigs konsekvenser for de civile i Syrien.

Organisationen holder til i Storbritannien.

Borgerkrigen brød ud i forbindelse med det arabiske forår i 2011, da det syriske regime slog hårdt ned på demonstranter, der protesterede mod det eksisterende styre.

Siden har krigen udviklet sig til en mangefacetteret konflikt, hvor både udenlandske styrker og regionale militser har været involveret.

Forskellige grupper har kontrol med forskellige dele af landet.

Den nordøstlige del af Syrien er eksempelvis under Syriens Demokratiske Styrkers kontrol, mens det syriske regime og dets støtter kontrollerer et større område i den vestlige del af landet.

Islamisk Stat, som erklærede sit kalifat i Syrien og Irak i 2014, har ikke længere kontrol med landområder i Syrien.

Den militante organisation er dog stadig til stede i landet og tager jævnligt skylden for angreb begået mod civile. Det er uvist, om Islamisk Stat har noget at gøre med søndagens bilbomber.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter