16.09.23

Den britiske skuespiller Russell Brand anklages for voldtægt

Russell Brand skal blandt andet have voldtaget en kvinde i sit hjem i Los Angeles. Han afviser alle anklager.
Der bliver lørdag aften vist en dokumentar, hvor der vil blive fremlagt anklager mod Russell Brand. (Arkivfoto).
Der bliver lørdag aften vist en dokumentar, hvor der vil blive fremlagt anklager mod Russell Brand. (Arkivfoto).

Den britiske skuespiller og mediepersonlighed Russell Brand bliver anklaget for voldtægt, seksuelle overgreb og følelsesmæssigt misbrug.

Det skriver de britiske medier BBC og The Guardian.

Brand beskyldes af fire kvinder, der siger, at de blev udsat for seksuelle overgreb på forskellige tidspunkter mellem 2006 og 2013.

Andre har anklaget ham for en kontrollerende og krænkende adfærd.

Anklagerne kommer efter en undersøgelse foretaget af de britiske aviser Sunday Times og The Times samt tv-stationen Channel 4.

En af anklagerne kommer fra en kvinde, der siger, at hun blev voldtaget op ad en væg i Russell Brands hjem i Los Angeles. Hun siger, at hun allerede samme dag blev behandlet på et center for voldtægtsramte.

Den 48-årige skuespiller afviste allerede fredag aften beskyldningerne. Ifølge ham var der i alle tilfælde samtykke fra kvinderne.

- De her beskyldninger angår et tidspunkt, hvor jeg var meget i medierne. Jeg var i aviserne, jeg var med i film, og, som jeg også har fortalt detaljeret om i mine bøger, var jeg meget promiskuøs.

- I løbet af min promiskuøse tid var der altid samtykke i alle de forhold, jeg var i, sagde Russell Brand fredag aften i en video på YouTube.

Han mener selv, at han er offer for et "koordineret angreb".

Lørdag aften klokken 21.00 britisk tid bliver der på Channel 4 vist en dokumentar, hvor anklagerne bliver fremlagt. Det skriver BBC.

Russell Brand er skuespiller, komiker og generelt en fremtrædende personlighed inden for særligt britisk tv og radio.

Han har også været med i flere Hollywood-film - blandt andet "Forgetting Sarah Marshall" og "Get Him to the Greek".

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter