19.06.23

Det Etiske Råds anbefalinger til abortregler kommer til efteråret

Nye anbefalinger til den danske abortgrænse kommer til efteråret og ikke til sommer som tidligere vurderet.
I Danmark er der fri abort frem til udgangen af 12. graviditetsuge. Det Etiske Råd vil se på, om det er den rette grænse. Rådets anbefalinger kommer i en rapport til efteråret. (Arkivfoto).
I Danmark er der fri abort frem til udgangen af 12. graviditetsuge. Det Etiske Råd vil se på, om det er den rette grænse. Rådets anbefalinger kommer i en rapport til efteråret. (Arkivfoto).

Først til efteråret kommer Det Etiske Råds anbefalinger vedrørende de danske abortregler.

Det oplyser både Sundhedsministeriet og Det Etiske Råd til Ritzau.

Da formanden for Det Etiske Råd, Leif Vestergaard, i december sidste år oplyste til Jyllands-Posten, at rådet ville vurdere de danske abortregler for første gang siden 2007, var forventningen, at de nye anbefalinger ville komme til sommer.

Fra Sundhedsministeriet lyder det nu, at anbefalingerne kommer i september. Det Etiske Råd oplyser, at det bliver sidst i september eller starten af oktober.

I Danmark er det muligt at få en abort før udgangen af 12. graviditetsuge. Den tidsgrænse deler Danmark med en række lande i Europa.

Abortgrænsen blev fastsat for over 50 år siden.

Regeringen afventer Det Etiske Råds anbefalinger, før den vil tage stilling til abortgrænsen.

Men eksempelvis Enhedslisten har foreslået, at grænsen rykkes til 22. graviditetsuge, mens flere fagfolk har argumenteret for, at grænsen bør være mellem 18 og 22 uger.

På dele af de danske abortregler er regeringen dog kommet Det Etiske Råd i forkøbet.

24. maj, hvor 50-året for fri abort i Danmark blev markeret, meddelte ligestillingsminister Marie Bjerre (V), at regeringen vil ændre aldersgrænsen for fri abort i Danmark, så piger fra 15 til 17 år kan få en abort uden forældres samtykke.

I dag er aldersgrænsen 18 år for abort uden samtykke. I nogle tilfælde kan abortsamrådene dog tillade abort uden om pigens forældre.

Ritzau har spurgt Sundhedsministeriet, hvornår ændringen skal træde i kraft.

Her lyder det, at "det indledende arbejde er påbegyndt", og at regeringen afventer Det Etiske Råds anbefalinger.

- Rådets anbefalinger kommer i september og kan give anledning til et større gennemsyn af abortreglerne og heraf eventuelle forslag til yderligere lovændringer, skriver ministeriet.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter