28.09.23

Dieselbusser kan fortsætte på vejene i Midtjylland

Region Midtjylland åbner mulighed for, at dieselbusser kan blive fire år endnu, selv om elbusser er ønsket.
Region Midtjyllands omkostninger kan stige med 20 procent, hvis alle 57 busser udskiftes til el, oplyser regionen. (Arkivfoto).
Region Midtjyllands omkostninger kan stige med 20 procent, hvis alle 57 busser udskiftes til el, oplyser regionen. (Arkivfoto).

Elbusser står nummer et på ønskelisten i et nyt busudbud fra Midttrafik.

Regionsrådet i Midtjylland har dog givet mulighed for, at busser i den sydøstlige del af regionen kan fortsætte kørsel med diesel de næste fire år frem.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Flere overvejelser har været i spil forud for beslutningen ifølge regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

- Som politikere skal vi beslutte nogle rammer, der både kan sikre billetpriser, der er til at betale, at der overordnet er sammenhæng i økonomien og samtidig sørge for en busdrift, som er i tråd med vores mål om at blive CO2-neutrale, siger Anders Kühnau i meddelelsen.

- Den model, vi nu har besluttet, er den, der bedst sikrer, at de forskellige ender mødes.

Udbuddet består af 57 busser, og der skal gives tilbud på både elbusser på en tiårskontrakt og eller dieselbusser på en fireårskontrakt.

Beslutningen skal træffes mellem regionen, Horsens kommune og Hedensted kommune, da en del af ruterne skal finansieres af de to kommuner.

Midttrafik vurderer, at regionens omkostninger kan stige op mod 20 procent, hvis de 57 busser skiftes til el.

Siden 2022 har 36 busser kørt de regionale ruter på el.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter