Palæstina 1936 er instrueret af den palæstinensiske instruktør Anne-Marie Jacir, som er født i Betlehem, vokset op i Saudi-Arabien, men har fået sin uddannelse og levet sit voksenliv i de venstreorienterede miljøer omkring de amerikanske universiteter. Det mærkes, når man ser filmen.
Filmen handler om det arabiske oprør i 1936, men undgår fuldstændig at forholde sig til, at en stor del af oprøret handlede om angreb og drab på civile jøder. Og at ledelsen bag det arabiske oprør var allieret med nazisterne i Tyskland.
Jøder er praktisk taget ikke til stede i filmen; det er palæstinensernes leder nazisten Hajj Amin al-Husseini heller ikke.
Filmen er renset for jøder
Hvordan laver man en film om et arabisk oprør mod jødisk indvandring uden at lade jøderne komme til orde?
Oren Kessler har skrevet bogen "Palestine 1936: The Great Revolt and the Roots of the Middle East Conflict", der udkom kort før Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023. Filmen beskæftiger sig med netop den periode, som hans bog handler om. Det arabiske oprør fra 1936 til 1939.
Ifølge Oren Kessler fremstiller filmen oprøret som en kamp mellem brutale britiske koloniherrer og en undertrykt arabisk befolkning. Jøderne indgår derimod næsten ikke. Faktisk er der ifølge hans optælling kun to ord, der bliver udtalt af en jøde i hele filmen, skrev han i The Free Press.
Jøderne udgjorde en tredjedel af befolkningen
I begyndelsen af 1930'erne var den jødiske befolkning i Palæstina vokset kraftigt. Området var efter tyrkernes nederlag i Første Verdenskrig inde i periode med økonomisk opblomstring med stigende udenlandske investeringer. Jøderne udgjorde efterhånden næsten 30 pct. af områdets 1,3 mio. indbyggere.
Oprørernes vigtigste krav var et fuldstændigt stop for jødisk indvandring. Ikke for anden indvandring fra de omkringliggende arabiske lande, som var ret betydelig. Det var jøder, man ikke ville have. Det kan man ikke se i filmen. I filmen bliver oprøret først og fremmest fremstillet som en kamp mod britisk imperialisme, som får hjælp af jøderne til at kolonisere Arabien.
Filmen lader flere historiske britiske embedsmænd optræde ved navn. Blandt dem er højkommissær Arthur Wauchope, der spilles af Jeremy Irons, og officeren Orde Wingate. Men den vigtigste arabiske leder er helt fraværende.
Den nazistiske stormufti er skåret ud af historien
Det drejer sig om stormuftien af Jerusalem, Hajj Amin al-Husseini. Han var ellers den ubestridt mest magtfulde arabiske og muslimske leder i mandatets Palæstina gennem størstedelen af 1920'erne og 1930'erne.
Han stod i spidsen for den arabiske ledelse og spillede en afgørende rolle i oprøret. I 1937 flygtede han fra Jerusalem, fordi briterne eftersøgte ham for hans rolle i opstanden. Senere rejste han til Berlin, hvor han mødtes med Adolf Hitler og Heinrich Himmler.
Under Anden Verdenskrig opholdt han sig som gæst hos naziregimet, arbejdede med antisemitisk propaganda rettet mod den muslimske verden og medvirkede til at rekruttere bosniske soldater til Waffen-SS. Udeladelsen må være bevidst. Instruktøren har simpelthen fjernet en central historisk skikkelse, fordi den nazistiske stormufti ikke passer ind i filmens fortælling.
Filmens plakat er tilpasset publikum. I Danmark er det den fredelige palæstinensiske bonde, der bliver fordrevet fra sin jord, I Frankrig er det den revolutionære arabiske frihedskæmper til hest, og i England er det offeret for imperialismens undertrykkere.
Jord blev købt – ikke overdraget
Et andet centralt stridspunkt var ejendomsretten til jorden. I filmen tales der gentagne gange om, at briterne "overfører" jord til jøderne. I en scene beklager arabiske civile sig over, at en britisk domstol netop har overført 35 dunam jord til jødiske købere.
Hvis man skal være venlig, er det vildledende, men igen et eksempel på, at virkeligheden i området i 1930’erne passer meget dårligt til det narrativ, der skal fremstille araberne som ofre for kolonimagt og jødiske indvandrere.
Praktisk talt al den jord, som jøderne ejede i perioden før staten Israels oprettelse i 1948, var blevet lovligt købt af arabiske jordejere. De arabiske jordejere var så villige til at sælge, at deres egne ledere bad den britiske kolonimagt om at gribe ind og indføre et forbud mod salg af jord til jøder.
Hvem udøvede volden?
Oprøret kostede i løbet af de tre år omkring 500 jøder livet, langt de fleste civile, samt omtrent halvt så mange britiske soldater. Mindst 5.000 arabere blev dræbt. En del blev dræbt af briterne, færre af jøderne, men ifølge Kesslers bog om oprøret omkom langt de fleste under interne arabiske opgør. Filmen viser derimod næsten udelukkende vold begået af briter og jøder.
Man kan ikke benægte, at der i slutningen af 1930’erne foregik jødiske angreb på arabere. I en kort periode i 1938 blev flere arabere end jøder dræbt i gensidige angreb. Men filmen vender historien på hovedet ved at lade jøderne fremstå som dem, der begynder blodsudgydelserne. Selve oprøret begyndte i 1936 med mordene på to civile jøder.
Figenbladet i rulleteksterne
Først under rulleteksterne oplyser filmen med små bogstaver, at den er fiktion, som blot er inspireret af virkelige begivenheder og personer. Det burde selvfølgelig være blevet gjort tydeligt fra begyndelsen, så de stakkels biografgængere mentalt kan tage deres forbehold.
Uanset hvad filmskaberne mener om jødisk indvandring, jordkøb og nationsopbygning i 1930'ernes Palæstina, hører disse begivenheder med til historien. Jøderne var der, og arabernes modvilje mod jøder var den egentlige årsag til oprøret.
Slutteligt mener jeg, at BBC, som har støttet filmen økonomisk, burde have set sig bedre for. De øvrige støtter af filmen skal man til Qatar og Erdogans Tyrkiet for at finde. Det fortæller også noget om filmens hensigt.
