22.08.23

EU's klimakommissær trækker sig for at føre valgkamp i Holland

Næstformand for EU-Kommissionen Maros Sefcovic overtager midlertidigt posten som klimakommissær.
I næsten et årti har Timmermans været en del af EU-politik - ofte som en fremtrædende figur. (Arkivfoto).
I næsten et årti har Timmermans været en del af EU-politik - ofte som en fremtrædende figur. (Arkivfoto).

EU's klimakommissær, Frans Timmermans, trækker sig fra posten for at stå i spidsen for en venstrealliance ved Hollands parlamentsvalg.

I stedet overtager EU-Kommissionens næstformand Maros Sefcovic midlertidigt posten.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

Holland skal til parlamentsvalg 22. november, og her skal Timmermans stå i spidsen for partierne GroenLinks og det socialdemokratiske Partij van de Arbeid. Det bekræfter partierne selv.

I næsten et årti har Timmermans været en del af EU-politik - ofte som en fremtrædende figur.

Men nu skal han altså tage del i en hollandsk valgkamp, der som den første siden 2006 bliver uden den afgående premierminister, Mark Rutte, som leder for konservative VVD.

Timmermans sagde allerede i juli, at han ønsker en chance for at blive Hollands næste premierminister.

Slovakiske Maros Sefcovic kommer midlertidigt til at træde til som klimakommissær og stå i spidsen for EU's såkaldte Green Deal - en omfattende pakke af klimapolitiske tiltag.

Det fremgår desuden af pressemeddelelsen, at EU-Kommissionens formand Ursula Von Den Leyen har bedt Mark Rutte om at komme med forslag til en ny kandidat med hollandsk nationalitet.

Den nye kandidat får ikke automatisk de samme ansvarsområder som Timmermans.

Med Timmermans' exit mister EU en erfaren mand, når der i november venter FN-klimaforhandlinger.

Hollænderen spillede en vigtig rolle ved sidste års COP27 FN-klimatopmøde.

Timmermans, som taler engelsk, tysk, fransk, italiensk og russisk - i tillæg til hans modersmål, hollandsk - er også en velkendt skikkelse i hollandsk politik. Han var udenrigsminister fra 2012 til 2014.

Afgående Mark Rutte er Hollands længst siddende premierminister. Det skabte stor overraskelse, da han i juli meddelte sin afgang, efter at hans regering ikke kunne nå til enighed på migrationsområdet.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter