23.06.23

Grete Christensen går af som formand for Dansk Sygeplejeråd

Efter 14 år som formand i Dansk Sygeplejeråd går Grete Christensen af. Ny formand overtager posten 1. oktober.
Grete Christensens afløser som formand for Dansk Sygeplejeråd overtager den 1. oktober. (Arkivfoto).
Grete Christensens afløser som formand for Dansk Sygeplejeråd overtager den 1. oktober. (Arkivfoto).

Grete Christensen stopper som formand i Dansk Sygeplejeråd (DSR) efter 25 år i organisationen og 14 år på posten som formand.

Det oplyser Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse.

- Jeg er stolt sygeplejerske, og jeg har hver dag forsøgt at finde løsninger på alle vores udfordringer. Nu kan jeg mærke, at det er tid til, at der sker noget andet, siger hun i pressemeddelelsen.

Grete Christensen er for sin tid i DSR blandt andet kendt for at have stået forrest i flere konflikter.

Senest var i 2021, hvor sygeplejerskerne og landets kommuner og regioner skulle forhandle overenskomst. Her opfordrede Grete Christensen i første omgang til, at sygeplejerskerne takkede ja til den foreslåede aftale.

Det ville et flertal af sygeplejerskerne dog ikke, hvilket førte til en over ti uger lang strejke. Regeringen greb ind i konflikten, og det endte med, at sygeplejerskerne ikke fik den lønstigning, de ønskede.

Grete Christensen mener selv, at DSR under hendes ledelse er lykkedes med at have en stærk organisation med nogle "meget dedikerede medlemmer".

- Men vi har ikke lykkedes med at komme i mål med de lønmæssige efterslæb, som det helt klart er vores opfattelse, at vi er ramt af som en del af de kvindedominerede fag i Danmark, siger hun til Ritzau.

Den afgående formand mener, at det er bedst for Dansk Sygeplejeråd, at der kommer en ny formand.

- Jeg tror på, at det vil betyde noget for samspillet med vores samarbejdspartnere og arbejdsgivere. Og jeg tænker efterhånden, at det er det eneste, vi ikke har prøvet, så måske er det det, der skal til, lyder det fra Grete Christensen i pressemeddelelsen.

Men beslutningen om at stoppe er også båret af et personligt ønske.

- Det er 25 år siden, jeg startede med at sidde i ledelsen her i Dansk Sygeplejeråd som 1. næstformand, og nu har jeg siddet 14 år som formand. Og selvfølgelig kigger man hele tiden på: hvad skal mit liv være?

- Når jeg kigger på det samlet set, så har min vurdering været, at her er et godt tidspunkt til at træde tilbage, siger hun.

Efter planen går processen med at få valgt en ny forperson i gang. Vedkommende skal overtage posten fra 1. oktober.

En af den nye formands største opgaver ligger efter Grete Christensens vurdering blandt andet i at forbedre sygeplejerskernes løn- og arbejdsvilkår.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det altid er en balance i Dansk Sygeplejeråd at gå på to ben, der både handler om at have en stærk interessevaretagelse om løn og arbejdsvilkår - den fylder meget i øjeblikket.

- Men samtidig at have et vågent øje på den professionelle udvikling, som er den, de fleste sygeplejersker er båret af, siger hun.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter