Helsingør Byråd har tirsdag besluttet, at man skal male et murmaleri i byen, som forestiller Simon Spies, over.
Det oplyser Michael Matthiesen (K), som er formand for byrådets Kultur- og Turismeudvalg, til Ritzau.
- Med stemmerne 16 for og 9 imod, er vi blevet enige om at male den side ud mod Stengade over, siger han.
Murmaleriet er flere gange blevet udsat for hærværk efter en DR-dokumentar om stifteren af Spies Rejser - Simon Spies - sidste år.
Her fortalte tidligere ansatte, hvordan Spies betalte dem for sex og at få lov til at udøve vold imod dem.
Tirsdag aften har byrådet skulle diskutere forslaget om at male maleriet over i stedet for at udbedre skaderne. Michael Matthiesen er blandt dem, som stemte for forslaget.
- Vi mener at ved at male det over, så skaber vi et nyt lærred. Det vil vi give de unge mennesker mulighed for at male på i fremtiden, siger han.
Der er ikke taget stilling til, hvad der skal komme i stedet for.
Men han mener, at der er tale om rettidig omhu, fordi der ifølge byrådspolitikeren bare vil komme mere graffiti, hvis byrådet brugte penge på at redde maleriet.
Det fremgik af dagsordenen for tirsdagens møde, at det ville koste op mod 15.000 kroner at forsøge at redde maleriet. Det ville derimod koste 10.000 kroner at fjerne det.
Murmaleriet er placeret på en plads midt i Helsingør, der er opkaldt efter Simon Spies.
Byrådet har også tidligere vendt, om selve pladsen skulle omdøbes. Det var der ikke flertal for.
Kilde: /ritzau/