Israel anklager Hamas for at føre krig fra et hospital i Gazastriben. Beskyldningerne afvises af palæstinensere.
- Hamas har indrettet kommando- og kontrolcentre samt skjulesteder for deres terrorister og deres ledere, siger den israelske hær talsmand, Daniel Hagari.
På en pressekonference viste Hagari fotos, tegninger og lydoptagelser, som angiveligt skulle underbygge anklager om, at Hamas især bruger Shifa-sygehuset i Gaza.
Den israelske hærs anklager er ikke verificeret.
Israel har både i denne uge og tidligere fået kritik for at angribe skoler og sygehuse i Gazastriben.
En talsmand for Hamas-bevægelsens politiske ledelse, Ezzat El-Reshiq, siger, at de israelske anklager ikke er sande.
- Det, som talsmanden for fjendens hær påstår, er uden rod i virkeligheden, skriver han på beskedtjenesten Telegram.
Også andre sundhedscentre bliver ifølge det israelske militær anvendt til krigsførelse.
Hagari siger, at Hamas misbruger brændstof på hospitalerne til deres "terrorinfrastruktur".
Efter Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober, hvor over 1500 mennesker blev dræbt, er hundredvis af Hamas-medlemmer strømmet til hospitalerne for at gemme sig der, siger Hagari, som henviser til satellitbilleder og andre data fra de israelske efterretningstjenester.
Israelerne har på X-platformen, det tidligere Twitter, offentliggjort en illustration, der skulle vise, at der under hospitalsbygningen i Gaza er indgange til et tunnelsystem og underjordiske rum. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
AFP
Kilde: /ritzau/