11.07.23

Japan leder efter overlevende i rekordstore mængder regn

Mindst tre er døde, og tre frygtes omkommet, efter at Japan er blevet ramt af rekordstore mængder nedbør.
En mand forsøger at fjerne mudderet fra sit hjem i den sydvestlige del af Japan, hvor store mængder nedbør har forårsaget oversvømmelser og jordskred.
En mand forsøger at fjerne mudderet fra sit hjem i den sydvestlige del af Japan, hvor store mængder nedbør har forårsaget oversvømmelser og jordskred.

Hold af japanske nødarbejdere leder febrilsk efter tre personer, som frygtes at være omkommet under de rekordstore mængder nedbør, som den sydvestlige del af landet har haft i denne uge.

Det oplyser Japans regering.

Tre personer er allerede blevet erklæret døde som følge af de enorme nedbørsmængder, siger Hirokazu Matsuno, en talsmand for den japanske regering.

- Vi vil gerne give vores kondolencer til dem, som er døde, og vores dybfølte sympati med dem, som er blevet ramt af denne katastrofe, siger Matsuno.

Tre personer er fortsat savnet. De frygtes omkommet i vandmasserne. To personer er desuden kommet lettere til skade.

Japan er for tiden i regnsæson - en periode, som meteorologer havde forudset kunne medføre den største mængde regn, landet nogensinde havde set.

Det er ikke uset, at folk kommer til skade eller endda mister livet i forbindelse med den japanske regnsæson, som ofte er præget af oversvømmelser og jordskred.

Forskere mener, at klimaforandringerne øger risikoen for, at regnskyllene kan blive endnu større i fremtiden, fordi en varmere atmosfære kan bære på mere vand.

I Saga-præfekturet, der ligger på den sydvestlige ø Kyushu, har ansatte fra militæret måttet grave gennem våd jord og murbrokker, efter at et jordskred begravede flere huse. Mange landsbyer i Japans provinser ligger for fødderne af bjergsider, og jordskred udgør derfor en betydelig risiko i landet.

I 2021 førte store regnmasser til et jordskred i byen Atami, der endte med at koste 27 mennesker livet. Tre år forinden - i 2018 - kostede den årlige regnsæson flere end 200 mennesker livet i det vestlige Japan.

Tirsdag står solen højt på himlen i det meste af Japan. Meteorologer har dog advaret om, at uvejret langtfra er overstået, og der kan stadig være enorme regnskyl på vej i landet.

AFP

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter