02.05.23

Japan og Sydkorea nærmer sig hinanden efter årtiers fjendskab

Nordkorea og geopolitisk uro bringer Japan og Sydkorea sammen. Søndag besøger den japanske leder Seoul.
Det er billeder som disse, der bringer de to tidligere fjender - Japan og Sydkorea - tættere sammen. En mand følger 18. november 2022 på tv en nordkoreansk testaffyring af en interkontinental raket.
Det er billeder som disse, der bringer de to tidligere fjender - Japan og Sydkorea - tættere sammen. En mand følger 18. november 2022 på tv en nordkoreansk testaffyring af en interkontinental raket.

Japans premierminister, Fumio Kishida, rejser 7.-8. maj på besøg i Sydkorea, oplyser landets regering. Det er endnu et tegn på tilnærmelse mellem de to lande efter mange årtiers uforsonlighed.

De to lande har været i en bitter strid om Japans brug af tvangs- og sexarbejdere under besættelsen af den koreanske halvø i Anden Verdenskrig.

- Det er en god mulighed for at have en åbenhjertig udveksling af meninger om det fremadskridende forhold mellem Japan og Sydkorea og den hastigt forandrede internationale situation, siger Kishida om sit besøg i Sydkorea ifølge AFP.

Meddelelsen om besøget kommer, efter at finansministrene for de to lande mødtes tirsdag. Her blev Japan og Sydkorea enige om at indlede en regelmæssig dialog på et tidspunkt, hvor de geopolitiske spændinger er voksende.

Det gælder i første række forholdet til det stalinistiske Nordkorea, der er i gang med at etablere sig som en militær stormagt.

Men også i forhold til Kina, der i stigende grad spiller med de militære muskler i regionen.

Både Japan og Sydkorea er i tæt alliance med USA. Men indtil nu ikke med hinanden.

En japansk premierminister var senest på besøg i Sydkorea i 2018. Men det er først nu, at et tættere samarbejde mellem de to lande er blevet realistisk.

Kishida skal under sit besøg i Sydkorea forhandle med præsident Yoon Suk-yeol om et tættere forhold mellem de to lande.

På et topmøde i marts i Tokyo mellem de to kom det første regulære gennembrud. De aftalte at fjerne en række økonomiske barrierer mellem de to lande.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter