10.08.23

Jyllands-Postens chefredaktør stopper efter syv år

Jacob Nybroe havde gerne fortsat i sin stilling som JP's chefredaktør, men fratræder nu stilling.
Jyllands-Posten skal have ny ansvarshavende chefredaktør. (Arkivfoto).
Jyllands-Posten skal have ny ansvarshavende chefredaktør. (Arkivfoto).

Den ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten, Jacob Nybroe, fratræder sin stilling efter syv år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra JP/Politikens Hus.

Han siger selv, at han gerne havde fortsat på posten. Men da Jyllands-Posten indleder en periode med en ny digital strategi, er et skifte "naturligt".

- Jeg er meget taknemmelig for og også en smule stolt over, sammen med medarbejderne i Jyllands-Postens hus at have haft muligheden for at præge udviklingen på afgørende punkter de seneste syv år, siger han.

- Vi har blandt andet skabt en ny, mindre aktivistisk version af Jyllands-Posten.

58-årige Nybroe fratræder sin stilling 10. august, hvorefter Marchen Neel Gjertsen bliver konstitueret ansvarshavende chefredaktør.

Det er, indtil en ny er på plads, lyder det.

37-årige Marchen Neel Gjertsen er allerede en del af chefredaktionen på avisen.

Stig Kirk Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, beskriver Jacob Nybroe som "en engageret chef med et utrætteligt fokus på at levere prisvindende journalistik".

- Med stor integritet og en uforlignelig sans for Jyllands-Postens særlige position og værdier har Jacob Nybroe skabt et solidt publicistisk udgangspunkt for den fortsatte udvikling.

- Vi står nu over for en ny strategiperiode, hvor der skal tages nye skridt i udviklingen af Jyllands-Posten, især på det digitale område. I den forbindelse har vi vurderet, at tiden er inde til et skifte på posten som ansvarshavende chefredaktør, siger han i en pressemeddelelse.

Avisen er allerede kommet et godt stykke i digitaliseringen. Men udviklingen skal accelereres, lyder budskabet fra Stig Kirk Ørskov.

Rekrutteringen af en ny ansvarshavende chefredaktør igangsættes nu.

Den skal tage udgangspunkt i ønsket om at have en særlig position med styrkeområder inden for undersøgende journalistik, erhverv og udland.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter