06.05.23

Københavns Lufthavn fortsat ramt af forsinkelser i store bededagsferien

Udsigt til flere forsinkelser i Københavns Lufthavn i resten af store bededagsferien, vurderer trafikchef.
Mellem mandag og fredag har i alt knap 130.000 passagerer været påvirket af enten forsinkede flyafgange- eller ankomster. (Arkivfoto).
Mellem mandag og fredag har i alt knap 130.000 passagerer været påvirket af enten forsinkede flyafgange- eller ankomster. (Arkivfoto).

Midt i store bededagsferien er der fortsat mange forsinkelser i Københavns Lufthavn.

Det fortæller trafikchef i Københavns Lufthavn Kristoffer Plenge-Brandt lørdag til Ritzau.

- Det er en meget beklagelig situation over for alle de passagerer, som bliver påvirket af det her.

Mellem mandag og fredag har i alt knap 130.000 passagerer været påvirket af enten forsinkede flyafgange- eller ankomster.

Det viser en oversigt, som Ritzau har fået fra Københavns Lufthavn.

Kristoffer Plenge-Brandt siger, at forsinkelserne især skyldes mangel på flyveledere hos Naviair, der varetager trafikstyring af luftfart i Danmark.

Tirsdag brød forhandlinger mellem flyvelederne, som er organiseret i den faglige forening Datca, og Naviair sammen.

Naviair ønsker blandt andet, at medarbejderne tager ekstravagter.

Selskabet har oplyst, at det for sommermånederne har cirka 90 procent af de flyveledere, der er behov for.

Imens mener flyvelederne, at ekstravagterne har fået et for stort omfang. Flyvelederne har tidligere udtalt, at de har dækket over 1500 ekstravagter det seneste år.

Københavns Lufthavn er ikke direkte indblandet i flyvelederkonflikten, men den har alligevel fyldt meget.

- Konflikten har påvirket os ved, at vi ikke får den kapacitet, som vi har brug for af flyveledelse til at håndtere luftrummet til Københavns Lufthavn, lyder det fra Kristoffer Plenge-Brandt.

Han tilføjer, at der forventes at opstå forsinkelser også søndag, hvor 77.000 passagerer skal igennem lufthavnen.

- Det, vi kigger ind i nu, kan give forsinkelser i morgen tidlig (søndag, red.). Det kan give forsinkelser igen i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Kristoffer Plenge-Brandt siger, at medarbejderne i Københavns Lufthavn arbejder på højtryk.

- Når trafikken er forsinket, betyder det, at vi må forlænge vagterne for vores medarbejdere.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter