03.10.23

Kongepyton er sluppet løs i Viborg

En kongepyton fandt vej ud fra Overlund Hallen i Viborg i weekenden. Den er fortsat løs.
En ufarlig kongepyton efterlyses i et opslag på Facebook af Overlund Hallen i Viborg. (Arkivfoto).
En ufarlig kongepyton efterlyses i et opslag på Facebook af Overlund Hallen i Viborg. (Arkivfoto).

En kongepyton er på fri fod i en forstad til Viborg.

Slangen har fundet vej ud af en akvariemesse i Overlund Hallen. Messen blev holdt i weekenden.

Det skriver hallen i et opslag på Facebook.

Slangen er, som mange andre slanger ofte er, ganske harmløs. Desuden bider den ualmindeligt sjældent, står der i opslaget.

Der har været søgt efter slangen både søndag og mandag, også fordi kongepytonen ikke tåler det danske klima.

Kongepytonen lever af små gnavere på størrelse med "en ung rotte".

- Hun er derfor ikke farlig, lyder det.

Et bid fra pytonslangen volder ifølge opslaget ikke stor smerte eller skade. En stivkrampevaccine bør være beskyttelse nok.

Det var ved optællingen af de udstillede slanger på weekendens messe, at det gik op for arrangørerne, at der manglede en kongepyton.

Slangen er otte år gammel og har ifølge opslaget aldrig bidt et menneske.

TV Midtvest har talt med formanden for hallens bestyrelse, Hans Christian Andersen. Han vurderer, at slangen formentlig er at finde i naturen.

- I betragtning af, hvor meget aktivitet og larm, der har været i hallen siden weekenden, tror jeg, at det er mest sandsynligt, siger han til mediet.

Han uddyber, at der er lagt fælder ud samt spredt mel på gulvet for at afsløre slangen.

Halaktiviteterne fortsætter ifølge formanden, selv om den lokale skole har meddelt, at den holder en pause fra gymnastikundervisningen i nogle dage, skriver TV Midtvest.

En kongepyton kan nemt gå i et med skovbunden, da den har et brunt og sort mønster.

Slangen har omkring 200 meget små tænder.

Selv om navnet i sig selv er storslået, bliver kongepytonen sjældent mere end 1,20 meter lang ifølge Randers Regnskov.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter