Det bør ikke få alarmklokkerne til at ringe hos almindelige forbrugere, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kalder sødestoffet aspartam for muligt kræftfremkaldende.
Det fortæller Anja Olsen, der er seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse.
I hvert fald ikke hvis man holder sig til de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger. De lyder på maksimalt en halv liter sodavand eller saft om ugen.
- Den melding, der er kommet, er, at der muligvis er en kræftrisiko ved aspartam. Set med forbrugernes øjne synes jeg ikke, at det er noget, man skal tage meget alvorligt, siger hun.
To ekspertpaneler under Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har gennemgået eksisterende forskning vedrørende aspartam.
Efter gennemgangen lyder konklusionen, at sødestoffet muligvis er kræftfremkaldende.
- Men undersøgelsen siger ikke noget om størrelsen på risikoen, og heller ikke noget om, hvor meget man skal indtage, før det giver kræft, siger Anja Olsen.
Derfor efterlyser hun mere viden om det kunstige sødestof.
Vi kender nemlig ikke med sikkerhed de reelle grænseværdier for, hvornår - hvis overhovedet - aspartam er skadeligt.
- Der er i den grad brug for mere forskning, når vi ved, at der kan være en potentiel risiko. Det skal vi have undersøgt nærmere, siger Anja Olsen.
Hun er desuden professor i livsstil og kræft på Aarhus Universitet.
I 2013 blev risikoen ved aspartam vurderet af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA.
Her lød konklusionen, at et dagligt indtag på mindre end 40 milligram om dagen per kilo kropsvægt er uskadeligt.
Det betyder, at en person, der vejer 60-70 kilo, skal indtage over 9-14 dåser sodavand om dagen for at overstige grænsen.
Holder man sig inden for den grænse, er der intet at være nervøs for. Det mener Per Bendix Jeppesen, lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
- Og der er næsten ingen, der kommer over den grænse, siger han til Videnskab.dk.
WHO's chef for ernæring, Francesco Branca mener dog ikke nødvendigvis at valget bør være mellem sodavand med og uden sødestof.
Det sagde hun på en pressekonference natten til fredag, hvor hun forsøgte at gøre resultaterne forståelige for forbrugerne.
- Hvis forbrugere skal beslutte, hvorvidt de skal indtage cola med sødestoffer eller med sukker, mener jeg, at en tredje mulighed bør tages i betragtning - nemlig at drikke vand i stedet, sagde hun.
Kilde: /ritzau/