Rusland bombarderede natten til søndag Ukraines hovedstad, Kyiv, med flere bølger af droneangreb.
- Der blev sendt 40 droner mod Kyiv. To blev dræbt og mindst tre såret, oplyser det ukrainske luftvåben på det sociale medie Telegram.
Angrebet betegnes som det største mod Kyiv siden den russiske invasion af Ukraine i februar sidste år.
Kyivs borgmester, Vitalij Klitschko, opfordrede tidligt på natten på sociale medier hovedstadens indbyggere til at "forblive i beskyttelsesrum".
- Vi har en hård nat foran os, sagde han.
Borgmesteren sagde, at der var brand i mindst to højhuse i Kyiv, efter at dronedele var faldet ned i dem.
- I alt angreb Rusland med 54 såkaldte kamikazedroner. 40 af dem var rettet mod Kyiv, rapporterer Ukraines luftforsvar ifølge BBC.
52 af de russiske droner blev skudt ned, lyder det fra luftforsvaret.
Rusland har i de seneste uger optrappet angreb mod Kyiv. Tidligere søndag blev der udløst luftalarm i 12 regioner i landet.
I Petjerskij-distriktet, som ligger i det helt centrale Kyiv, skulle der være udbrudt brand i en bygning med ni etager. Det skete, efter at der var faldet nedskudte droner ned i bydelen, oplyser hovedstadens militæradministration på Telegram.
De russiske angreb kommer forud for en ventet ukrainsk modoffensiv, som længe har været under forberedelse.
Lederen af det nationale sikkerhedsråd i Kyiv fastslog over for BBC lørdag, at et stort ukrainsk angreb, der har som mål at genvinde tabt territorium fra præsident Vladimir Putins besættelsesstyrker, kan begynde "i morgen, i overmorgen eller om en uge".
Reuters
Kilde: /ritzau/