Det gav formentlig anledning til løftede øjenbryn hos russiske avisabonnenter, da de tilbage i maj kunne læse, at en række cubanske statsborgere havde skrevet kontrakt med den russiske hær og var rejst til Ukraine for at kæmpe i bytte for russisk statsborgerskab.
Ikke desto mindre har det vist sig at være en del af en større historie.
I hvert fald hvis man skal tro Cuba, hvis udenrigsministerium mandag oplyser, at man har afdækket et netværk af menneskehandlere, som arbejder på at lokke cubanere til krigen i Ukraine.
Pressemeddelelsen fra det caribiske land giver kun få detaljer, men oplyser, at netværket har opereret i både Rusland og Cuba, som ligger mange tusinde kilometer fra hinanden.
- Indenrigsministeriet arbejder på at uskadeliggøre og opløse netværket af menneskehandlere, som opererer fra Rusland for at inkorporere cubanske statsborgere, der bor der, og endda nogle fra Cuba, i de militære styrker, som deltager i krigen i Ukraine, lyder det fra den cubanske regering.
Den russiske regering har ikke kommenteret historien.
Sidste år lancerede regeringen en plan, der skulle sikre sig en udvidelse af landets tropper med 30 procent, så det samlede tal ville komme op på halvanden million.
Målet var allerede ambitiøst og blev ikke gjort nemmere af, at Rusland ifølge flere kilder har lidt store tab på slagmarken i Ukraine.
I maj kunne en russisk avis i byen Rjazan så berette, at adskillige cubanere havde skrevet under med det russiske militær for i bytte for russisk statsborgerskab at gøre tjeneste i Ukraine.
Det står umiddelbart ikke klart, om Cuba har efterforsket hændelsen på baggrund af den historie.
Men ifølge Cubas regering er processen med at retsforfølge de involverede allerede begyndt.
- Forsøg af denne slags er blevet afværget, og en retsproces er begyndt mod de mennesker, som er involverede i disse aktiviteter, lyder det i udtalelsen fra den cubanske regering.
Reuters
Kilde: /ritzau/