11.10.23

Mindst 22 amerikanere er dræbt under Hamas-angreb i Israel

Mange udlændinge - herunder 22 amerikanere - har mistet livet under angreb på Israel.
Demonstranter var tirsdag på gaden i den amerikanske storby Los Angeles for at vise deres støtte til Israel. Flere amerikanere er blevet dræbt.
Demonstranter var tirsdag på gaden i den amerikanske storby Los Angeles for at vise deres støtte til Israel. Flere amerikanere er blevet dræbt.

USA's udenrigsministerium bekræfter, at mindst 22 amerikanske statsborgere har mistet livet som følge af Hamas' angreb på Israel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hamas angreb Israel lørdag morgen. Både i form af raketangreb og ved at krigere fra bevægelsen brød gennem grænsehegnet mellem Gaza og Israel og angreb flere israelske byer, kibbutzer og en festival.

Mindst 100 blev taget som gidsler af Hamas.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, er onsdag rejst til Israel for vise sin sympati med israelerne. Han lander efter planen i Israel torsdag.

Desuden har Joe Biden, den amerikanske præsident, onsdag talt i telefon med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. I den forbindelse har Biden gentaget, at Israel har amerikanernes fulde opbakning, skriver AFP.

Præsidenten holdt tirsdag en tale om situationen i Israel, hvor han tydeligt berørt fordømte Hamas' angreb.

- Der er øjeblikke i dette liv - jeg mener dette helt bogstaveligt - hvor rendyrket ondskab bliver sluppet løs i verden, sagde Biden med henvisning til Hamas' angreb på civile i Israel.

En lang række nationaliteter er blandt de dræbte og savnede. Listen over dræbte og savnede tæller - foruden amerikanere - blandt andet thailændere, nepalesere, franskmænd, argentinere, briter og tyskere.

Der har foreløbig ikke været meldinger om, at nogen danskere har mistet livet, men en dansk-israeler er ifølge det danske udenrigsministerium meldt savnet.

I alt er mindst 1200 personer blevet dræbt i Israel og yderligere 2700 er meldt såret i forbindelse med Hamas' angreb.

Israel har svaret igen ved at bombe flere hundrede mål i Gaza.

Gazas sundhedsmyndigheder oplyste onsdag omkring middag, at 1055 palæstinensere har mistet livet i de israelske angreb. Yderligere 5184 personer er blevet såret i Gaza.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter