09.03.23

Multiresistente bakterier fra medicin er fundet hos to personer

Multiresistente CPO-bakterier er ifølge SSI ikke farlige for den enkelte patient, men spredning skal undgås.
Faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause siger, at der ikke er noget farligt for den enkelte patient ved at have multiresistente CPO-bakterier i kroppen. (Arkivfoto).
Faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause siger, at der ikke er noget farligt for den enkelte patient ved at have multiresistente CPO-bakterier i kroppen. (Arkivfoto).

Statens Serum Institut (SSI) har fundet multiresistente CPO-bakterier hos to personer, der er blevet behandlet med antibiotikamedicinen Dicillin.

Det oplyser SSI i en pressemeddelelse.

Derudover er der fundet spor efter bakterien i 12 patienter, skriver SSI.

Af dem har otte været i behandling med Dicillin, der er et antibiotikum, i en periode, før de multiresistente bakterier blev fundet.

De resterende fire er stadig ved at blive undersøgt.

Fundene gør, at et udbrud med bakterien indtil videre omfatter i alt 25 personer. I forvejen er der nemlig konstateret 11 tilfælde.

Ingen af patienterne er ifølge SSI blevet alvorligt syge af bakterien. Det har heller ikke været nødvendigt at igangsætte behandling for bakterien.

Tyra Grove Krause, der er faglig direktør hos Statens Serum Institut, siger, at instituttet holder nøje øje med udviklingen i spredning af bakterierne.

- Det her er ikke noget, der er farligt for den enkelte patient. Men vi skal naturligvis gøre, hvad vi kan for at undgå spredning af multiresistente bakterier, siger hun i pressemeddelelsen.

Lægemiddelstyrelsen tilbagekaldte i begyndelsen af februar lægemidlet Dicillin. Det skete, efter at der var konstateret ni tilfælde af CPO-bakterier hos patienter, der havde fået medicinen.

Cirka 35.000 personer har fået antibiotikamedicinen på recept fra september til og med december. Det viste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Tallet er potentielt større, da det også er blevet solgt efterfølgende.

CPO er ifølge Sundhedsstyrelsen en fællesbetegnelse for en gruppe bakterier, som kan være svære at behandle.

Multiresistente bakterier er modstandsdygtige over for netop flere typer antibiotika. Deres multiresistente gener kan være hæmmende for behandling af andre sygdomme.

Bærer man bakterien, vil man ved fremtidig behandling på sygehuset være pålagt isolation på enestue. Det vil gælde resten af livet.

Statens Serum Institut blev opmærksom på problemet i oktober, i forbindelse med at de så en stigning i en særlig multiresistent CPO-bakterie, der ikke tidligere var set.

Ifølge SSI blev det på det tidspunkt undersøgt, om det kunne relateres til smitte på sygehuse eller rejser til udlandet. Men det var først i februar, at det blev koblet til antibiotikamedicinen.

Sammen med Lægemiddelstyrelsen er SSI i gang med at undersøge, hvor mange der er blevet udsat for bakterien.

Tyra Grove Krause har tidligere sagt til Ritzau, at "vi kun har set toppen".

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter