Nigers præsident, Mohamed Bazoum, har torsdag morgen givet lyd fra sig, for første gang siden militæret onsdag angiveligt gennemførte et kup.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I et tweet skriver præsidenten, at han fortsat tror, at demokratiet vil bestå.
- Vores hårdt tilkæmpede bedrifter kommer til at blive beskyttet. Alle nigerere, der elsker demokrati og frihed, vil kæmpe for det, skriver han.
Bazoum skrev historie i Niger, da han i 2021 blev den første nogensinde til at blive præsident i landet via en demokratisk magtoverdragelse.
Efter godt to år på posten blev han onsdag taget til fange på sit eget kontor af landets nationalgarde. Kort før midnat meddelte garden på landsdækkende fjernsyn, at de havde smidt præsidenten på porten.
- Landets grænser er blevet lukket, og der indføres udgangsforbud, lød det.
Nationalgarden tilføjede, at landets institutioner midlertidigt lukkes.
Kuppet er det syvende siden 2020 i Vest- og Centralafrika.
Nigers udenrigsminister, Hassoumi Massoudou, har også udtalt sig om militærkuppet på Twitter. Han opfordrer "alle demokrater og patrioter" til at kæmpe for, at dette "farlige eventyr" slår fejl.
Onsdag aften forklarede oberst Amadou Abdramane fra nationalgarden, at kuppet var sat i værk, fordi landet har brug for forandring.
- Vi - forsvaret og sikkerhedsstyrkerne - har besluttet at sætte en stopper for dette regime. Det kommer i kølvandet på fortsat tilbagegang i forhold til sikkerhedssituationen, den ringe økonomi og sociale forhold, lød det.
Kuppet skyldes blandt andet også et jihadistisk oprør, der begyndte i nabolandet Mali i 2012 og har spredt sig over grænsen til Niger.
Ifølge nationalgarden har præsidenten ikke håndteret truslen godt nok.
Vestafrikanske Niger er et af verdens fattigste lande. Det har kæmpet med politisk uro, siden det opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1960.
Reuters
Kilde: /ritzau/