11.07.23

Pakistan: Afbrænding af koraner opildner til had og vold

Koranafbrændinger driver kiler ind mellem folk og øger hadet, siger FN's menneskerettighedschef på krisemøde.
Demonstranter i den pakistanske by Lahore brændte søndag svenske flag i protest mod, at svenske myndigheder har tilladt afbrænding af koraner i forbindelse med demonstrationer i Sverige. Afbrændingerne har vakt vrede i flere overvejende muslimske lande.
Demonstranter i den pakistanske by Lahore brændte søndag svenske flag i protest mod, at svenske myndigheder har tilladt afbrænding af koraner i forbindelse med demonstrationer i Sverige. Afbrændingerne har vakt vrede i flere overvejende muslimske lande.

At ødelægge Koranen er at opildne til religiøst had.

Det siger Pakistans udenrigsminister, Bilawal Bhutto-Zardari, tirsdag på et hasteindkaldt krisemøde i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) om afbrændinger af Koranen.

- Vi må se det klart for, hvad det er: opildnen til religiøst had, diskrimination og forsøg på at fremprovokere vold, siger ministeren via et videolink.

Også FN's menneskerettighedschef, østrigeren Volker Türk, ser afbrænding af muslimernes hellige bog som en provokation, der har til formål at udløse vrede og splitte folk.

Det siger han ved åbningen af debatten på tirsdagens møde i Genève i Schweiz.

Koranafbrændinger "lader til at finde sted for at udtrykke foragt og frembringe vrede, for at drive kiler ind mellem folk og for at provokere og forvandle forskellige perspektiver til had og måske vold", siger Türk.

Hadsk tale og handlinger mod muslimer, jøder, kristne eller mindretalsgrupper som ahmadiyyaer, yazidier og bahaier er "stødende, uansvarlige og forkerte", tilføjer han.

Mødet er indkaldt på en anmodning fra Pakistan.

Landet håber at få en resolution vedtaget enten tirsdag eller i løbet af de kommende dage.

Organisationen for Islamisk Samarbejde, OIC, der har hovedkvarter i Saudi-Arabien, opfordrede tidligere på måneden til, at der gribes ind over for afbrændinger af Koranen.

Fænomenet har især ramt Sverige i de seneste måneder.

Den 28. juni brændte en svensk-irakisk mand en koran af i Stockholm.

Det udløste demonstrationer i blandt andet Pakistan, hvor det svenske flag blev brændt af.

Også på diplomatisk niveau har flere lande reageret.

Senest har Kuwaits parlament tirsdag bedt landets handelsministerium om at stoppe salg af produkter fra lande, hvor koranafbrændinger finder sted. Det skriver Reuters.

Koranafbrændingen i slutningen af juni var den første, siden dansk-svenske Rasmus Paludan fra det indvandringskritiske parti Stram Kurs i januar brændte en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.

Sveriges regering har fordømt afbrændingen af koraner som "islamofobisk". Men regeringen siger i samme åndedrag, at Sverige har en "grundlovssikret ret til forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og demonstration".

AFP

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter