09.08.23

Pakistans parlament opløst for at forberede valg

Valget i Pakistan kan blive forsinket i flere måneder, og det frygtes at kunne øje usikkerheden i landet.
Pakistans premierminister Shehbaz Sharif (nummer to fra venstre på første række) har opfordret landets præsident til at opløse parlamentet. Præsidenten har imødekommet opfordringen.
Pakistans premierminister Shehbaz Sharif (nummer to fra venstre på første række) har opfordret landets præsident til at opløse parlamentet. Præsidenten har imødekommet opfordringen.

Pakistans parlament blev sent onsdag opløst af landets præsident for at bane vej for et valg. Det skete på en opfordring fra landets premierminister, Shehbaz Sharif.

Anmodningen fra Sharif kommer, tre dage før parlamentets fem år lange mandatperiode udløber den 12. august.

Et forretningsministerium bliver nu indsat, og der bliver gjort forberedelser til et parlamentsvalg inden for 90 dage.

- Jeg vil i aften råde præsidenten til at opløse parlamentet, har premierministeren tidligere sagt til parlamentet.

Premierministeren siger, at han torsdag vil indlede samtaler med lederen af oppositionen, så han kan vælge kandidater fra begge fløje, som han vil nominere som forretningsministre.

Selve valget kan dog ende med at blive flere måneder forsinket. Det skyldes, at valgkommissionen skal lave hundredvis af nye valgkredse på grund af en ny folketælling.

Analytikere har sagt, at enhver forsinkelse af valget kan være brændstof til offentlighedens vrede og øge usikkerheden i den atomvæbnede nation.

Det seneste parlamentsvalg fandt sted i juli 2018, og det var den tidligere cricketspiller Imran Khans parti, der vandt. Han blev et par dage senere taget i ed som premierminister.

Khan har været i stormvejr, siden han blev afsat som premierminister i en mistillidsafstemning sidste år.

Siden er han blevet dømt og fængslet i en svindelsag, hvorefter han er blevet udelukket fra at deltage i et politisk valg de kommende fem år.

Khan har beskyldt landets magtfulde militær for at være ansvarlig for hans afsættelse. De beskyldninger har militæret afvist.

Khan blev erstattet af den nuværende premierminister Sharif, der har kæmpet med en alvorlig økonomisk krise og historisk høj inflation.

Ud over den uro, det vil skabe at forsinke valget, ventes udelukkelsen af Khan, der ifølge meningsmålinger er landets mest populære politiker, at kunne kaste tvivl over valgets troværdighed.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter