30.09.23

Pave Frans udnævner 21 nye kardinaler og hylder mangfoldighed

Når den næste pave skal findes, spiller kardinalerne en nøglerolle. Nu er der udnævnt 21 nye af slagsen.
Den italienske ærkebiskop Agostino Marchetto bliver her gjort til kardinal af pave Frans.
Den italienske ærkebiskop Agostino Marchetto bliver her gjort til kardinal af pave Frans.

Pave Frans har lørdag udpeget 21 gejstlige som nye kardinaler ved en ceremoni på Peterspladsen, mens han fremhævede mangfoldighed som en vigtig værdi i den katolske kirke.

De nyudnævnte kardinaler kommer fra mange forskellige dele af verden, og størstedelen af dem skal på et tidspunkt være med til at stemme på Frans' efterfølger.

Kardinalerne bliver af paven sammenlignet med et symfoniorkester.

- Mangfoldighed er nødvendigt. Det er uvurderligt. Men hver eneste lyd skal bidrage til den fælles plan, siger paven om kardinalerne, der også bliver kaldt "kirkens prinser".

Udnævnelsen af de nye kardinaler øger sandsynligheden for, at en efterfølger politisk er på linje med Frans, der har trukket den katolske kirke i en mere progressiv retning. Det er dog ikke en garanti.

18 af de 21 nyudnævnte kardinaler er under 80 år, hvilket aktuelt giver dem mulighed for at stemme på den næste pave.

I alt er der for tiden 137 kardinaler med stemmeret, når den næste pave skal findes. Heraf er knap en fjerdel valgt af pave Frans.

Pave Frans har holdt døren åben for at træde tilbage som pave, hvis hans helbred ikke holder til at være den katolske kirkes overhoved.

AFP

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter