Flere personer bag en protest mod det britiske kongehus er lørdag formiddag blevet anholdt i London forud for kroningen af kong Charles.
Det oplyser organisationen Republic på Twitter.
Republic står bag demonstrationen, som har været anmeldt på forhånd.
Både Sky News, Reuters og Republic selv melder om seks anholdte.
Blandt de anholdte er lederen af organisationen, Graham Smith.
- Denne morgen blev Graham Smith og fem medlemmer af vores team anholdt, skriver Republic på Twitter.
- Hundredvis af plakater blev beslaglagt. Er dette demokrati?
Politiet i London, Metropolitan Police, bekræfter lørdag formiddag, at det har foretaget en række anholdelser forud for kroningen af kong Charles.
På Twitter skriver politiet, at en større politiaktion er undervejs i London.
Flere personer er blevet anholdt i området omkring Carlton House Terrace i den centrale del af hovedstaden. Ifølge politiet har de forstyrret den offentlige orden. Det fremgår ikke, hvor mange personer der er tale om.
Derudover er fire blevet anholdt i området omkring St. Martin's Lane. Politiet mistænker dem for at planlægge aktiviteter, der ville være til gene for folk i Londons gader.
Endelig er tre blevet anholdt omkring Wellington Arch i London. De var ifølge politiet i besiddelse af genstande, der kan forvolde skade.
Hvad det præcis dækker over, fremgår ikke af politiets opslag.
Human Rights Watch kritiserer i skarpe vendinger, at flere demonstranter er blevet anholdt i London. Anholdelserne er "utroligt alarmerende", mener organisationen, som holder øje med, at menneskerettighederne overholdes.
- Dette er noget, man ville forvente at se i Moskva, ikke i London, lyder det i en udtalelse fra Human Rights Watch ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kong Charles bliver kronet lørdag ved en officiel ceremoni i Westminster Abbey. Ceremonien begynder klokken 12.00 dansk tid.
Inden ceremonien kører kong Charles med karet gennem Londons gader sammen med sin hustru, Camilla.
Kroningen har sat London på den anden ende. Gaderne har i dagene op til været fyldt med kongetro briter, som håber at få et glimt af det britiske statsoverhoved, når han kører gennem byen.
Ifølge Sky News meddelte politiet i London onsdag, at det ville have en "ekstremt lav" tolerancetærskel over for demonstranter i forbindelse med fejringen af kong Charles' kroning.
Kong Charles er Storbritanniens statsoverhoved, men har ingen politisk magt. Den politiske ledelse af landet ligger derimod hos premierminister Rishi Sunak og hans regering.
Medlemmerne af Republic og andre republikanere mener, at kong Charles skal erstattes af en demokratisk valgt statsleder.
Kilde: /ritzau/