13.09.23

Putin og Kim trykker hånd ved rumstation

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er onsdag ankommet til fælles møde.
Ved rumaffyringsstationen Kosmodrom Vostotsjnyj i det østlige Rusland er der gjort klar til mødet mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.
Ved rumaffyringsstationen Kosmodrom Vostotsjnyj i det østlige Rusland er der gjort klar til mødet mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, er onsdag eftermiddag lokal tid ankommet til rumaffyringsstationen Kosmodrom Vostotsjnyj i det østlige Rusland.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På en video fra den russiske regering kan man se de to statsledere give hinanden hånden.

Den nordkoreanske leder krydsede i de tidlige morgentimer lokal tid grænsen mellem Nordkorea og Rusland, da han med et privat tog trillede ind i Khasan, en mindre russisk bosættelse på den nordlige bred af floden Tumen.

Kim blev med det samme mødt med gaver fra den russiske regering.

Blandt andet fik han tre historiske fotografier af blandt andet en række sovjetiske kosmonauter - det russiske begreb for astronauter - heriblandt Jurij Gagarin, der i 1961 blev den første mand i rummet.

Vesten frygter, at Kim Jong-un vil love at bidrage med våben til den russiske hærs indsats i Ukraine.

Turen til Rusland er Kim Jong-uns første i næsten fire år. Det er desuden hans første udlandsbesøg, siden coronapandemien tog sit greb om verden og fik en lang række lande til at lukke deres grænser.

Efter at Kim forlod Nordkorea, affyrede landet onsdag to ballistiske missiler.

Missilernes størrelse eller rækkevidde er endnu ukendt, men ifølge Japan landede de begge i havet udenfor landets eksklusive økonomiske zone.

Nordkorea udfører jævnligt test af sine forskellige missiler til stor utilfredshed for naboen Sydkorea og Japan samt deres fælles allierede USA.

Ifølge det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA finder besøget sted for at genopfriske forholdet mellem Rusland og Nordkorea til et "friskt og højere niveau".

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter