Det Republikanske Parti har nomineret Mike Johnson til at blive formand for Repræsentanternes Hus i USA.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er den fjerde republikanske kandidat på to uger, som skal forsøge at skaffe nok stemmer til at blive valgt som formand.
Tirsdag aften dansk tid blev Tom Emmer nomineret, men han måtte få timer senere droppe sit kandidatur, da han måtte indse, at han ikke kunne samle stemmer nok.
Mike Johnson vandt en intern afstemning, siger Elise Stefanik, som er medlem af Repræsentanternes Hus, til AFP.
Hun fungerer som en slags gruppeformand for Republikanerne i Repræsentanternes Hus.
Partiet forsøger at finde en kandidat, der kan få mindst 217 stemmer blandt de 221 republikanske medlemmer.
Det har vist sig at være vanskeligt.
Tirsdag aften dansk tid blev Tom Emmer valgt blandt ni republikanere, der stillede op i et udskilningsløb. Da Tom Emmer var alene tilbage mod netop Mike Johnson, vandt 117-97.
Men i en efterfølgende afstemning bag lukkede døre havde han svært ved at få tilstrækkeligt mange af sine egne partifæller til at bakke op om ham.
Både Steve Scalise og Jim Jordan har desuden måttet opgive at samle et flertal bag sig.
Formandsposten i Repræsentanternes Hus er tom, efter at republikaneren Kavin McCarthy for få uger siden blev væltet af højrefløjen i sit eget parti.
Siden har Patrick McHenry været konstitueret formand, men uden beføjelser til at sende lovforslag til afstemning. Derfor er Repræsentanternes Hus reelt set sat ud af spil, indtil der er valgt en ny formand.
Uret tikker, for senest 17. november skal politikerne vedtage et budget, hvis USA skal undgå en nedlukning af statsapparatet.
De skal også behandle en stor milliardpakke med militærhjælp til Ukraine og Israel, som præsident Joe Biden har foreslået.
Kilde: /ritzau/