26.09.23

Spilbranchens skuespillere kan stå for Hollywoods næste strejke

Skuespillere, der lægger stemmer og bevægelser til computer- og konsolspil, melder sig klar til at strejke.
Skuespillere og manuskriptforfattere har strejket i Hollywood siden henholdsvis juli og maj. (Arkivfoto).
Skuespillere og manuskriptforfattere har strejket i Hollywood siden henholdsvis juli og maj. (Arkivfoto).

Endnu en strejke kan være under opsejling i Hollywood.

Det står klart, efter at de skuespillere, der bidrager til computer- og konsolspil, mandag gav grønt lys til en eventuel strejke.

Med et overvældende flertal på over 98 procent stemte de ja til at strejke, hvis aktuelle forhandlinger ikke fører til en acceptabel ny aftale.

34.687 stemte - svarende til 27,47 procent af de stemmeberettigede.

Spilbranchens skuespillere er en del af fagforeningen SAG-Aftra.

SAG-Aftra repræsenterer også Hollywoods film- og tv-skuespillere. De har siden juli strejket for at sikre sig bedre forhold.

Hollywoods manuskriptforfattere, der repræsenteres af Writers Guild of America, har strejket siden maj. De nåede søndag dog frem til en aftale med produktionsselskaberne. Dermed ventes den strejke snart at slutte.

Skuespillere, der er med i computer- og konsolspil, bidrager eksempelvis ved at lægge stemme, karaktertræk og bevægelser til spillenes figurer.

Deres kontrakt med spilselskaberne udløb i november sidste år og er siden blevet forlænget fra måned til måned, mens der er blevet forhandlet.

SAG-Aftra forhandler med store spilselskaber som Activision Blizzard, Electronic Arts, Epic Games og Formosa Interactive.

- Vi vil alle gerne have en retfærdig kontrakt, der afspejler de SAG-Aftra-repræsenterede skuespilleres vigtige bidrag til en industri, der leverer verdensklasse underholdning til milliarder af gamere over hele verden, siger talsperson Audrey Cooling, der repræsenterer spilselskaberne.

Spilbranchens skuespillere ønsker blandt andet øget sikkerhed i forbindelse med stunts, forsikringer i forbindelse med fremtidig brug af kunstig intelligens og en pause på fem minutter for hver arbejdstime.

De kræver også en lønstigning.

- Vi har ikke fået lønforhøjelse i fire eller fem år, og priserne er steget. Vores løn er ikke, siger den 44-årige skuespiller Cissy Jones, der blandt andet har lagt stemme til spillene "Grand Theft Auto V" og "Firewatch".

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter