05.07.23

Thunberg tiltales for ikke at adlyde politi ved klimaaktion

20-årige Greta Thunberg tiltales for at have nægtet at adlyde politiets ordrer under klimaaktion i Malmø.
Politi fjerner Greta Thunberg under en klimaaktion i Malmø 19. juni.
Politi fjerner Greta Thunberg under en klimaaktion i Malmø 19. juni.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg tiltales for at have nægtet at efterkomme politiets anvisninger under en klimaaktion i Malmø i juni.

Det skriver mediet Sydsvenskan onsdag.

Under aktionen 19. juni blokerede hun og andre klimaaktivister for lastbiler, som ønskede at forlade havnen.

Ifølge tiltalen nægtede hun at forlade stedet, selv om politiet bad hende om det.

Thunberg indkaldes til et retsmøde i Malmø tingsret, som foreløbig er sat til slutningen af juli.

Den 20-årige svenske klimaaktivist har ikke umiddelbart udtalt sig om tiltalen.

På sin egen profil på det sociale medie Instagram beskrev hun aktionen for nogle uger siden.

- Vi vælger ikke at se passivt til og i stedet fysisk stoppe den fossile brændsels infrastruktur, skrev hun.

- Vi tager vores fremtid tilbage.

Flere patruljer rykkede ud til patruljen for at tage sig af forstyrrelsen.

En politibetjent, som var til stede ved aktionen, beskriver over for Sydsvenskan, at omkring 30 lastbiler blev stoppet i at køre videre.

Nogle af aktivisterne måtte løftes væk fra stedet, heriblandt Thunberg.

Mindst en anden deltager i aktionen er tiltalt, skriver det svenske medie.

Greta Thunberg begyndte i 2018 at holde fri - eller pjække - om fredagen for at sætte fokus på klimaforandringerne, og hun etablerede klimabevægelsen "Fridays for Future" sammen med andre unge.

Dengang var hun 15 år.

Bevægelsen voksede hurtigt ud over Sveriges grænser, og Thunberg er i løbet af de fem år, hun har holdt klimastrejker, blevet en af de mest fremtrædende personer i den internationale klimadebat.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter