12.05.23

To russiske piloter dræbt i helikopterstyrt på Krim

Ifølge ministerium er en teknisk fejl årsag til et helikopterstyrt på den besatte Krim-halvø fredag.
En russisk militærhelikopter af typen Mi-28 er fredag eftermiddag styrtet ned på Krim-halvøen. De to piloter er dræbt. (Arkivfoto)
En russisk militærhelikopter af typen Mi-28 er fredag eftermiddag styrtet ned på Krim-halvøen. De to piloter er dræbt. (Arkivfoto)

To russiske piloter er fredag blevet dræbt, da en militærhelikopter styrtede ned på Krim-halvøen. Det meddeler Ruslands forsvarsministerium ifølge flere russiske nyhedsbureauer.

Ifølge ministeriet er fejl ved helikopterens udstyr årsag til styrtet, skriver nyhedsbureauet Tass.

Den forulykkede helikopter er af typen Mi-28. Den var angiveligt på en træningsflyvning, da den styrtede ned.

Ifølge det russiske ministerium havde den ikke ammunition om bord.

Ingen andre skal være kommet til skade ved styrtet, og der er ikke sket ødelæggelser på landjorden, tilføjer ministeriet.

Rusland besatte Krim-halvøen i 2014.

Ukraines regering har et ønske om at tage Krim tilbage fra Rusland.

På det seneste har der været en række droneangreb på halvøen. Det er blandt andet gået ud over to byer, hvor der ligger russiske militærbaser.

Angreb på russisk-kontrollerede mål er intensiverede de sidste par uger, især på Krim.

Ukraine har ikke bekræftet nogen rolle i angrebene. Landet siger dog, at ødelæggelse af infrastruktur er en del af forberedelserne af en planlagt offensiv på landjorden.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter