Den amerikanske advokat og vaccineskeptiker Robert F. Kennedy Jr. har mandag annonceret, at han trækker sig fra kapløbet om at blive Det Demokratiske Partis kandidat ved præsidentvalget i USA.
Han vil i stedet gå efter at blive uafhængig kandidat.
- Jeg er kommet her i dag for at erklære vores uafhængighed fra korruptionens tyranni, der frarøver os et overkommeligt liv, vores tro på fremtiden og vores respekt for hinanden.
- Men for at gøre det så må jeg først erklære min egen uafhængighed: uafhængighed fra Det Demokratiske Parti og fra alle andre politiske partier.
Robert F. Kennedy Jr., der er tidligere præsident John F. Kennedys nevø, kan ende med at spille en afgørende rolle i valget.
Det kan muligvis være dårligt nyt for USA's demokratiske præsident, Joe Biden, hvis Kennedy løber med nogle af de demokratiske stemmer.
Det vil nemlig kunne tippe fordelen over til Bidens forventede modstander, ekspræsident Donald Trump, i en række afgørende svingstater.
Omvendt vurderer flere politiske analytikere, at det måske i mindst lige så høj grad kan ende med at skade Trumps chancer.
For selv om Robert F. Kennedy Jr. hidtil har repræsenteret Demokraterne, så ventes hans vaccineskepsis at appellere til mange af højrefløjsvælgerne.
Han har også længe været brugt flittigt af højrefløjsmedier i USA.
I meningsmålinger har Robert F. Kennedy Jr. været den næststørste favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat. Han har dog været langt bag Biden, der forventes at få chancen for at genvinde præsidentposten.
69-årige Robert F. Kennedy Jr. har i forsøget på at blive præsidentkandidat fået støtte fra blandt andre den højreorienterede radiovært Alex Jones og Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.
Kennedy har udtalt, at trådløst internet forårsager kræft og en "hjerne, der lækker". Han har også beskyldt antidepressiv medicin for at være skyld i skoleskyderier.
AFP
Kilde: /ritzau/