Søndag vil Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj forhandle med lande, der støtter Ukraine i at levere det udstyr, der er nødvendigt for at vinde krigen mod Rusland.
Det siger han på et pressemøde i Sverige. Her har den ukrainske præsident indgået en ny samarbejdsaftale med den svenske statsminister Ulf Kristersson, og i den forbindelse appellerede Volodymyr Zelenskyj om at få det svenske kampfly Gripen.
Præsidenten fortalte videre, at han står foran flere møder om militære donationer med andre lande.
- I morgen kommer jeg til at have forhandlinger med andre lande, der støtter os i at levere det udstyr, der kræves for at vinde denne krig, siger den ukrainske præsident ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Søndag vil statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister- og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen samt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødes på Flyvestation Skrydstrup.
Det har Statsministeriet fredag oplyst i en pressemeddelelse.
Der vil være presseelementer i forbindelse med besøget, skriver ministeriet.
Danmark står foran at skulle uddanne ukrainske piloter til kampfly.
Fredag fortalte Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau, at en donation af kampfly kan være på vej.
- Regeringen har sagt flere gange, at en donation er et naturligt næste skridt efter træning, siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Amerikanerne har i denne uge meddelt, at de har godkendt muligheden for tredjeparts overførsler af F-16-fly til Ukraine.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har været i kontakt med amerikanerne om dette.
- Jeg kan bekræfte, at der har været en brevudveksling mellem mig og Antony Blinken, som hviler på, at forsvarsministeren og jeg har rakt ud til USA for at afsøge, hvad vores muligheder er, sagde Lars Løkke til TV 2.
I spidsen for træningen af ukrainske F-16-piloter står Danmark og Holland. I alt er 11 lande gået sammen i en koalition, som skal sikre træningen.
I juli udtalte Troels Lund Poulsen (V), som dengang var fungerende forsvarsminister, at træningsindsatsen ville begynde i august i Skrydstrup i det sydlige Jylland.
Han forventede desuden, at træningen ville tage minimum seks måneder.
Kilde: /ritzau/