Jeg fik onsdag en besked fra Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh i Messenger. Mange andre har fået den samme;

“Du har måske haft travlt i det virkelige liv, men i dag var der spørgetime med statsministeren. Jeg synes dog, det burde hedde “Svareudenomstime”, så længe vi har Mette Frederiksen som statsminister (efter næste valg tror jeg, vi får en, der er meget bedre).”

Sådan skrev han. Han skrev ikke, at den næste statsminister skulle blive ham selv, men det kunne han lige så godt have gjort. For det er ikke usandsynligt, og det er jo tydeligvis det, der er hans ambition.

Jeg er optimist
Jeg tror, vi får en borgerlig regering efter næste valg uden Moderaterne. Det er en optimistisk forhåbning, som selvfølgelig vil kræve, at der i denne regeringsperiode flyttes nogle procent over midten i dansk politik, men jeg synes, at der er meget, der peger i den retning.

DF bliver sandsynligvis størst blandt de borgerlige partier, men ingen af de andre partier vil pege på Morten Messerschmidt som statsminister, så ham bliver det ikke.

Venstre har, når den tid kommer, og vi skal stemme igen, formentlig skilt sig af med Troels Lund, men partiet vil på ingen måde have genvundet fordums styrke, så pilen peger på Alex Vanopslagh lederen af Liberal Alliance.

Læren fra Anders Fogh
Han har også gjort sig mere egnet efterhånden. Han har omlagt Liberal Alliance grundigt, og han har taget ved lære af Anders Fogh Rasmussen, der omlagde Venstre, da han overtog partiet i 1998 fra Uffe Ellemann Jensen. Det førte frem til valgsejren i 2001 og ti års borgerligt styre.

Under overskriften "Venstre tager endnu et stort skridt ind mod den politiske midte,” skrev Mandag Morgen i 1998:

“Venstres nye partiformand, Anders Fogh Rasmussen siger, at Venstre fremover skal være “den lille mands parti”. Partiet går målrettet efter at erobre utilfredse socialdemokratiske arbejdervælgere, der er trætte af grønne afgifter, beskæringer i skattefradrag og en slap politik over for udlændinge og kriminelle. Anders Fogh Rasmussen vil gøre det klart for de brede vælgergrupper, at Venstre ikke er fjender af velfærdsstaten,”

Og det var lige præcis hvad der skete, da Venstre gik i regering tre år efter med 31,2 pct af stemmerne bag sig og Anders Fogh som statsminister. Tre års minutiøse forberedelser og en veltilrettelagt strategi flyttede vælgere over midten. Prisen blev et mindre liberalt Venstre.

Den lille mands parti
Den historie har Alex Vanopslagh nærlæst, studeret og taget ved lære af. Han vil også gøre LA til "den lille mands parti." Som Anders Fogh forkastede sin 'minimalstat' til fordel for 'frit valg' i den socialdemokratiske velfærdsstat, er oprøret mod 'moder-stat' på samme måde modereret hos Liberal Alliance i dag.

“Liberal Alliance vil gerne velfærdssamfundet. Vi ønsker mere tryghed, mere omsorg og bedre kvalitet og service til alle – særligt til dem, der har mest brug for det. Og vi mener, at vejen til en god velfærdspolitik er brolagt med mere frihed,” skriver Liberal Alliance om sig selv.

Liberal Alliance forsøger at vise, at partiet står 'på den lille mands' side overfor systemet eller staten. Folk, der kommer i klemme i skattesystemet, kommer man til undsætning. Socialordføreren Katrine Daugaard vælger konsekvent at involvere sig i sager, der har med 'systemramte' borgere at gøre.

Og senest i skatteforhandlingerne er det magtpåliggende for partiet, at skattelettelser skal gives til 'mennesker med helt almindelige lønninger' og ikke kun i toppen. Man forsøger at ramme dér, hvor Socialdemokratiet er sårbart som magtparti.

Fra det elitære til det folkelige
I starten af Liberal Alliances levetid under Anders Samuelsen var fokus meget på, at skatterne skulle ned, og at væksten skulle op. Udlændingespørgsmålet blev klaret med “åbne grænser - lukkede kasser”-parolen. Individet var i centrum og skulle sættes fri til at skabe sin egen succes.

Der blev ikke spildt mange ord på det nationale værdifællesskab, og der var fuld fart og opbakning til globalisering og frigørelse. 'Den lille mand' eller 'Danskere, som de er flest' som Inger Støjberg udtrykker det, havde svært ved at se sig selv i det liberale projekt.

Liberal Alliance kunne i de tidlige år, som også De Radikale evner, ved højtidelige lejligheder svinge sig op til at tale opstemt om civilsamfundet, højskoler og andelsbevægelse, men i den konkrete politik og i vælgernes øjne var det et parti løsrevet fra folkeligheden og uden fornemmelse for de hverdagsproblemer, som almindelige mennesker slås med.

Konservative ideer ind med skeer
I Foghs tid levede drømmen efter Murens fald i 1989 stadigvæk. I dag er tiden mere konservativ end liberal. Og Liberal Alliance er under Alex Vanopslagh gået fra at være udelukkende liberalt til at være mere nationalkonservativt.

Det har tidligere medlemmer af partiet og nuværende kommentatorer som Joachim B. Olsen og Simon Emil Ammitzbøll Bille begge observeret, og det bliver også tydeligt, hvis man læser de bøger, som Alex Vanopslagh har udgivet de senere år

Vanopslagh udgav tidligere på året en bog “Den usynlige ånd”. I bogen fremhæver han fire dyder, der har været afgørende for, hvem vi som danskere er som folk: Ansvar. Foretagsomhed. Dannelse. Næstekærlighed. Dyder, der ifølge Vanopslagh alle sammen udspringer af kristendommen.

Bogen er udtryk for den fodring med konservativt arvegods, som partiets medlemmer og kandidater får ind med skeer i disse år. Der levnes ikke plads til hverken den radikale kulturrelativisme eller den lalle-liberale mig-først-tænkning.

Simon Emil Ammitzbøll Bille, som var central i partiet i den periode, hvor arven fra det kulturradikale miljø i Det Radikale Venstre, som både han selv og Anders Samuelsen var formet af, endnu ikke var kastet bort, skrev om det i Altinget:

"Vanopslagh har givet sit parti et mere klassisk konservativt tilsnit. Selv om også Samuelsen talte om fædrelandskærlighed, gør Vanopslagh det både mere salvelsesfuldt og med ansigtet lagt i betydeligt alvorligere folder, lige som han bærer sin kristenhed mere demonstrativt“.

At den også kan bære ham ind i statsministeriet er slet ikke usandsynligt.