Det må have været to meget tilfredse socialkammerater Miljøminister Magnus Heunicke og hans rådgiver Rasmus Jønsson, som i sidste uge kunne notere sig, at Socialdemokratiet havde vundet to procentpoint tilbage i Epinions måling i forhold til målingen i december.
En stigning fra 19.6 til 21,6 procent på halvanden måned er stadigvæk seks procentpoint under valgresultatet, men to procentpoint er en signifikant forbedring og giver dem en tro på, at slaget så langt fra er tabt.
Hvorfor netop udpege de to, som de top-tilfredse i den socialdemokratiske meningsmaskine. Jo, såmænd fordi det er ret tydeligt, at de to kommunikatører – de er begge kommunikationsuddannede. Heunicke er journalist med erfaring fra radiomediet og Jønsson er cand.com. fra RUC – har en plan, som er ved at blive eksekveret – med held.
Planen går ud på at gribe dybt i forargelsens folkedyb, appellere til misundelsen, niddet, frygten og fordommene. Lødighed i argumenter er lige meget. Egentlige løsninger er ikke påkrævet. Det handler udelukkende om at vække de negative følelser og stå på den rigtige side af hegnet og råbe ind.
I sagen om Nordic Waste blev hovedaktionæren Torben Østergaard-Nielsen imod al jura hængt offentligt til tørre af Magnus Heunicke. Hans moral blev anfægtet, og hans rigdom blev gjort til en særlig skærpende omstændighed.
I pressen fik Heunicke sig en tiltrængt partner i Ekstra Bladet, som godt kunne se, at i Torben Østergaard-Nielsen havde man en ’skurk’, som alle ville elske at hade.
Og så kørte kareten ellers med en justitsminister, der mente, at ejeren gemte sig bag sine ’dyre biler’ og en flok af socialdemokrater fra andet geled, der truttede mod ’griske kapitalister’ på samme forargelsens fagot, som Heunicke havde intoneret.
Selv statsministeren vovede sig ud på den tynde is, hvor det ikke er fornuften men kun forargelsen, der tæller. Hun har dog klogeligt trukket sig tilbage på land igen. For det er jo ikke meningen, at sagen skal få substans og føre til egentlige indgreb eller lovgivning. Det er blot forargelsen og fjendebillederne, der skal vækkes i vælgerne.
Med denne ’succes’ i bagagen er et naturligt, at Magnus Heunicke og hans tro hjælper Rasmus Jønsson er på jagt efter det næste fjendebillede og den næste forargelse.
Den har de fundet i landbruget. I sidste uge dumpede der en appelsin ned i deres turban. Landbrugets næstformand kom i et iltert øjeblik til at kalde den notorisk politiserende og heftigt kritiserede for at manipulere professor fra Aarhus Universitet Stig Markager for sindsforvirret.
Den undskyldte han for, da adrenalinniveauet var kommet ned i et mere normalt leje, men for miljøministeren var det den helt rigtige sag at gå ind i. Stærkt fjendebillede, stærk forargelse og ingen substans.
Perfekt til at understøtte Socialdemokratiets plan om, hvordan vælgerne skal vindes tilbage.
Så miljøministeren skyndte sig at sammenligne landbruget med tobaksindustrien.
”Det bekymrer mig, hvis man i landbrugets top ønsker at skabe tvivl om den videnskabelige konsensus. Det giver mindelser om, da tobaksindustrien bekæmpede forskningen i tobaks sundhedsskadelige effekter”, skrev han i til pressen.
For det første er det ikke sandt, at der er videnskabelig konsensus om landbrugets udledning af kvælstof og graden af sammenhængen med iltsvind i de danske farvande.
Men det er ligegyldigt for ministeren. Det eneste, der betyder noget, er at få forstærket fjendebilledet af landbruget som eneste skyldig i al verdens ulykker herunder global opvarmning og iltsvind.
Hvis der er noget, de forargelsesparate kan mobiliseres på, så er det, at tobaksindustrien tjener penge på, at folk får lungekræft. Og landbruget tjener penge på at ødelægge klimaet og slå fiskene ihjel. De er to alen ud af det samme fjendebillede.
Jeg tror Jønsson og Heunicke har moret sig, da de forfattede denne skriftlige kommentar til medierne. Landbrugs-næstformandens undskyldning kunne de ikke bruge til noget. Den skulle bare ignoreres.
Men sammenligningen med tobaksindustrien sad lige i skabet. High-five på tværs af ministerskrivebordet.
Når en politisk strategi virker, så bliver den brugt og forstærket. Så vi kan forvente, at Socialdemokratiet vil følge op i de kommende måneder og udskille flere ’fjender af folket’, som kan komme en tur i vridemaskinen.
Det er en anelse kvalmende, når man gennemskuer det, men det er socialdemokratismen i det hele taget – synes jeg.
Heunickes sammenligning med tobaksindustrien:
Minister sammenligner landbrugslobby med tobaksindustri - TV 2
Epinions meningsmåling:
Meningsmåling | Få seneste meningsmåling Danmark | Politik | DR