Konservatives landsråd er overstået, Pernille Weiss er væltet ud af klappen, bodsgangen er gået, værditalen er holdt – og baglandet har klappet. Men hvad så nu?
Den konservative formand Søren Pape Poulsen holdt en glimrende tale ved det overståede landsråd i det gamle parti. Det kan han faktisk godt finde ud af – at levere nogle budskaber, der taler til følelserne i konservative sjæle og slår på de rigtige strenge, som skaber resonans i det konservative bagland.
Målt på de evner er Søren Pape Poulsen bestemt ikke en dårlig formand for sit parti. Man skal langt tilbage i partihistorien for at finde en formand, der kunne det samme.
Forarbejdet til talen – temaerne debatteret og formuleret i baglandsgrupper i samarbejde med folketingsgruppen – er nu udgivet i et hæfte. Gennem temaerne individet, familien, samfundet og fædrelandet forsøger man at fortælle historien om livet som konservativ i en moderne tid.
I modsætning til talen bærer hæftet præg af gruppearbejdets svagheder. Almindelighederne står i kø, og selvom forsøget er prisværdigt, og alle partier burde lave øvelsen, så er resultatet ikke godt nok. Der er simpelthen for lidt, der peger fremad mod handling, og for meget, der peger bagud mod refleksion.
Det er blevet til en lunken sammenkogt ret uden kant og bid. I stedet for et skrift, der kan mobilisere og engagere, bliver hæftet nu hurtigt glemt. Det bliver ikke det skrift, der sprøjter nye væksthormoner ind i de konservative årer. Der skal noget andet til.
Og det er det spørgsmål, som Søren Pape Poulsen må stille sig i den kommende uge. Hvad så nu?
Man kan frygte, at der ikke kommer mere. Af tre grunde:
1. Når det har taget det meste af et år at nå frem til, at familien er det borgerlige samfunds fundament, at individ uden familie eller fællesskab er fortabt, og at fædrelandet kun vil kunne bestå i en forstærket ramme af et nationalt værdifællesskab, så tør man dårligt tænke på, hvor lang tid det vil tage, og hvor svært den konservative ledelse vil opleve det at skulle omsætte Papes værditale til salgbare politiske løsninger.
2. Den værdikonservative vision vil meget hurtigt kollidere med ambitionen om, at partiet skal indgå aftaler med SVM-regeringen på alle væsentlige områder fra miljø, klima, landbrug over skole til skat og sundhed. Folketingsgruppen vil om få uger være travlt optaget af forhandlinger på regeringens præmisser og vil bruge al deres energi på at flytte kommaer. Bagefter vil skiftende konservative folketingsmedlemmer stå i baggrunden og nikke ja til en række aftaler, hvor man virkelig skal finde luppen frem og bruge alle sine retoriske evner på at ’sælge’ et konservativt aftryk. Det er vilkårene, hvis man vil være ’borgerlige stemmer, der arbejder’.
3. Det Konservative Folkeparti har i mange, mange år været fortvivlende dårlige til at udvikle politik. Nok en svaghed, som kan forklares med ’vanen’ med at være i regering, hvor politikudvikling er noget, ministrene tager sig af. Og så de evige indre spændinger. Partiets interne modsætninger medfører, at al ny politik skal afbalanceres mellem forskellige interesser, og så bliver det aldrig rigtig til noget. Eller også går det som med den økonomiske plan, som Pape lancerede op til folketingsvalget sidste år. Ikke alene skulle han slås for den mod den røde opposition. Han skulle også slås med sine egne. Det var det sidste, der slog benene væk under ham, og så faldt korthuset sammen.
Så er der ikke en lysende sti et eller andet sted, som Pape kan vælge at følge. En sti, der fører ham frem mod nye landvindinger, en genvundet troværdighed og konservativ fremgang?
Jo, måske. Han kan jo være heldig og ramme den ’lige i røven’, som Faxe gjorde én gang i karrieren. Og jeg under ham det gerne. Både og måske mest, fordi jeg synes, han er et sympatisk menneske. Men også fordi jeg gerne ser konservative holdninger slå stærkere rod og komme stærkere til udtryk.
Så tak for talen, Pape, og held og lykke.
