Vi lever i Danmark i en såkaldt nationalstat. I samfundsvidenskaben betyder det, at statens territorium er nogenlunde sammenfaldende med den danske nations udbredelse. Staten er den politiske organisering af magten i Danmark, og nationen er det danske kultur- og sprogfællesskab danskerne imellem. I denne klumme vil vi se nærmere på den danske stat, og dens ærgerlige tendens til at svigte sine grundlæggende formål – sin raison d’être.
Når der findes en dansk stat, så er det i praksis resultatet af en række historiske begivenheder og udviklinger som endte med en over tid stabil statsdannelse. Vi ved faktisk ikke præcist hvornår nogen første gang havde kontrol med hele det nuværende Danmarks territorium, men de fleste peger på tiden omkring år 980 under Harald Blåtand som et fornuftigt udgangspunkt for Danmarks stats historie.
Den filosofiske begrundelse for staten henter vi dog typisk i den liberale tradition, i diskussionerne om samfundskontrakten. Her taler vi ikke om statens historiske fremkomst, men om dens grundlæggende legitimitet og forholdet mellem individet og staten. Helt central i diskussionen om samfundskontrakten står John Lockes værk ”Two Treatises of Government”, som er en af liberalismens hovedværker, og dermed også en bærende sølje under borgerlig tænkning i Danmark.
Heri skriver Locke om samfundskontrakten: ”Når et menneske i naturtilstanden er så frit, som jeg har sagt, og når han er fuldkommen herre over sin egen person og sine ejendele, den størstes ligemand og ingens undersåt, hvorfor vil han da skille sig af med sin frihed?”, og Locke svarer selv, at det gør mennesket fordi han ikke kan føle sig tryg og sikker for hverken livet eller sin ejendom, og han derfor er villig til at bytte af friheden for at tilslutte sig et samfund med andre ”der allerede er forenet eller har i sinde at forene sig til gensidig bevarelse af deres liv, frihed og gods”.
Her opstår ideen om det liberale demokrati (selv om Michael Böss i sin bog om liberalismens vildfarelser fint demonstrerer, at demokrati først langt senere bliver en del af den liberale tænknings kanon), og Locke understreger individets fortsatte selvstændighed selv efter byttehandlen har bragt dem under statens beskyttelse, ved at betone, at statens legitimitet kun består, så længe statens magt begrænses til at sikre almenvellet, og at staten sørger for at sikre ”fred, tryghed og folkets almene vel”.
Når staten svigter
Lad os nu vende blikket mod den moderne danske stat, og undersøge den i lyset af John Locke og den liberale samfundskontrakt. Når man gør det, bliver det tydeligt, at staten på afgørende områder ikke løfter sine forpligtelser i kontrakten.
Folkets fred, tryghed og almene vel, er statens grundlæggende opgave, og oversat til moderne danske ressortområder, så betyder det, at statens primære rolle er at sikre det danske forsvar, og det danske politi- og retssystem. Disse opgaver kan ingen dog påstå, at den moderne danske stat i noget omfang har taget seriøst.
I forhold til Danmarks sikkerhed, så løftes den del udelukkende af NATO, en vital alliance for Danmark, men alligevel en alliance Danmark helt og holdent sjofler sin egen deltagelse i. I 2022 brugte vi det der svarede til 1.38 procent af Danmarks bruttonationalprodukt på Forsvaret, på trods af vores efterhånden gamle løfte om to procent.
Nu, hvor Ukrainekrigen har gjort det pinligt synligt for enhver, at det politiske system har tabt opgaven med Danmarks territoriale forsvar på gulvet, så pibler det frem med historier om tingenes elendige tilstand. Kaserner med regn ind ad ødelagte vinduer, og øvelser uden ammunition siger en del om tingenes tilstand i et Danmark, hvor vi langt fra kan stille den ene kampklare brigade vi har lovet NATO i 2024.
Problemet med dette svigt er, at det er meget, meget langvarigt at rette op på. Man kan ikke bare genoprette Forsvarets kapaciteter; rekruttering af soldater og indkøb af materiel bliver en årelang affære.
I forhold til den mere civile del af individets sikkerhed, så har det politiske system heller ikke ligefrem leveret. I flere år har det floreret med historier om så lange ventetider i retssystemet, at retssikkerheden halter, og forbrydelser ikke bliver behandlet. Senest har et udvalg under tidligere Højesteretspræsident Thomas Rørdam i april leveret nogle forslag til forbedring, men problemet er formodentligt beslægtet med problemet med Forsvaret: det oprindelige problem med en mangel på politisk interesse for området går ikke bare væk. Det er, som jeg vil vende tilbage til, strukturelt.
Tragedy of the Commons
Det er dog ikke kun sikkerhedsspørgsmål, hvor den danske stat ikke lever op til sin rolle. Der er ligeledes et problem med sikringen af ejendom. Jeg vil faktisk ikke direkte beskæftige mig nærmere med den høje samlede beskatning af danskerne i denne klumme. Det er jo et åbenlyst problem i forhold til principielle overvejelser om, hvorvidt staten kan legitimere at tage en meget stor del af vores indkomst, til at betale for alle mulige forhold der ligger ud over statens kerneformål i den liberale kontrakttænkning. Det er dog ikke et underbelyst problem, så jeg vil nøjes med at konstatere, at der formodentligt er masser af udgifter, som staten ikke kan bruge som legitim undskyldning for med tvang at fratage individer deres midler.
Det svigt jeg vil uddybe her, er det man i økonomien kalder ”Tragedy of the Commons”, fællesskabets tragedie. Der findes en lang række goder i Danmark som er fælles eje for danskerne. Her tænker jeg på ting som ofte betegnes som natur i en eller anden forstand: hav og fjord, stjernehimmelen, skove, strande og så videre. Det er goder som vi alle er fælles ejere af, og som derfor kræver statens regulering, sådan at nogle individer ikke udnytter disse goder på måder, som forhindrer andre mennesker i at nyde dem.
Problemet er, at min og andres mulighed for at nyde disse goder i Danmark forringes hele tiden, og der er ikke nogen udsigt til, at det for alvor forandres. Naturen fylder forsvindende lidt, farvandene er uden liv, og biodiversiteten falder.
Det helt store problem i mine øjne, er den manglende seriøse beskatning af negative eksternaliteter – der er defineret ved at transaktioner mellem to personer går ud over tredjemanden. Altså, at handel og produktion af ting og sager går ud over mine muligheder for at nyde min del af de fælles goder. For eksempel når laksebrug hælder antibiotika i havmiljøet i stor stil, eller anden produktion udleder CO2, eller landbrugsproduktion ødelægger vandløb og åer.
Den oplagte og borgerlige løsning på svigtet af det fælles eje, er markant at øge afgifter og bøder for den slags adfærd – de negative eksternaliteter – mens man med den anden hånd kraftigt sænker skatter på ting vi ikke ønsker mindre af: arbejdsindkomst, aktiehandel, investeringer og andet i den dur. Det ville øge retfærdigheden i enhver forstand. Flittige og produktive ville belønnes, og syndere mod det fællesejede ville straffes eller have et incitament til at formindske deres negative eksternaliteter.
Skylden
Hvis vi skal se på skyldsspørgsmålet: hvorfor svigter staten sine grundlæggende formål, så er ansvaret mindst todelt. For det første er vælgernes politiske dagsorden generelt ikke præget af spørgsmål om sikkerhed eller fælles eje. Formodentligt både fordi vælgerne ikke føler sig truet, hvilket jo er godt, og fordi de måske heller ikke som gennemsnitsbetragtning har nogen indsigt i hverken dansk miljø- eller sikkerhedspolitik. Det liberale svar til vælgernes generelle prioritering af den nære velfærd over statens mere basale formål, vil dog være, at mange af de ting vælgerne får fra den danske stat, fint ville kunne leveres under andre vilkår, enten fra markedet eller civilsamfundet.
Tilbage står så, at det politiske system synes ude af stand til at vægte ting, der ikke har vælgerpopularitet nok. I det lys er koblingen mellem forsvarsudgifter og den upopulære afskaffelse af Store Bededag vel egentligt rosværdig af SMV-regeringen, selv om den økonomiske stringens i den sammenkobling er blevet kritiseret, og at der reelt havde været rum i dansk økonomi til et forøget forsvarsbudget, også uden afskaffelsen af helligdagen. Det er dog som et enkelt slag dynen, og den strukturelle logik vil nok også i de kommende år ubønhørligt drive det politiske system til at løse nære behov for vælgerne, og samtidig ignorere statens primære forpligtelser.
