Morten Messerschmidt er jublende glad – i hvert fald, når han optræder på Tv og i de sociale medier i dag. Skatteministeren jubler om muligt endnu mere, og lægger billeder op af sig selv med armene over hovedet i stammedans på ministerkontoret omgivet af blåskjortede embedsmænd.
Ovre på venstrefløjen skumles der over både skattelettelser i toppen og billigere fossilt brændstof til tørstige pendler-biler. Og i resterne af den fragmenterede blå familie er der også langt mellem smilene på en dag, hvor mellemskatten og toptopskatten afskaffes og selskabsskatten sættes ned. Ikke med deres mellemkomst, men med DF's.
Derimod er der i både fagbevægelsen og hos erhvervslivets organisationer kun ros til både regering og DF for skatteaftalen. Det efterlader jo det naturlige spørgsmål? Skal man le med de onde eller græde med de gode. Eller græde med de onde og le med de gode?
Det kommer helt an på, hvad man synes er vigtigst.
Løkkes korrektiv af sig selv
Der er for det første Løkkes fingeraftryk. Løkke er et fjols, men fingeraftrykket grundlæggende positivt. Den toptop-skat og mellemskat, som han selv har opfundet, vil han nu have afskaffet igen. Og det får han.
Det er godt for arbejdsudbuddet. De flittige vil give den en ekstra skalle og poste flere penge i statskassen og få mere til sig selv også. Det er rent win-win. Det forenkler også skattesystemet, så det er også godt. Det kunne ikke være blevet gjort bedre af en borgerlig regering.
Det er også ganske fint, at SU’en til hjemmeboende reduceres, og dimittender nudges til at tage de jobs, de kan få noget hurtigere. Den form for besparelser på overførselsindkomster gør kun godt. De, der kan selv, skal selv, er et sundt borgerlige princip.
Selskabsskatten og erhvervstilskud
At selskabsskatten nedsættes med nogle procent, er også godt. Det koster ikke meget for statskassen, for de dynamiske effekter er stærke. Når selskaberne skal betale 1.000 kroner mindre i skat, koster der kun statskassen 600 kroner i mistede indtægter. Selskabsskatten er den måske mest forvridende skat, der findes, og den burde i den ideelle verden sættes til 0 procent.
Man skal lægge mærke til, at i arket fra regeringen står der, at selskabsskatten lettes med 6,4 milliarder kroner om året, når den er indfaset, men det er statskassens udgift. Det er ikke erhvervslivets besparelse. Den er meget større. Selskaberne slipper 11,1 milliarder kroner billigere i skat. Forskellen er netop udtryk for, at selskabsskat forvrider økonomien voldsomt og nærmest skader statskassen mere end den gavner.
Derfor er det heller ikke det store problem for erhvervslivet, at myriaden af statstilskud saneres og en række fradrag forenkles. Samlet set betyder det et tab i statsstøtte på cirka 3 milliarder kroner om året. Men holdt op imod en lettelse i selskabsskatten på 11 milliarder om året, behøver man ikke den store kugleramme for at forstå, hvorfor erhvervslivets organisationer er tilfredse.
De røde modhager
Og så kommer modhagerne. For vi har en rød regering, og det er kropumuligt for de røde at forstå, at det offentlige forbrug ikke kun behøver at stige, men også kan reduceres. Og til at betale for de fornuftige skattelettelser, hæver man skatterne andre steder, i stedet for at gøre det fornuftige og reducere verdens dyreste offentlige sektor – bare en lille smule.
Ikke fordi de nominelt borgerlige partier såsom Venstre og Konservative har en god track-rekord, når det kommer til at tøjle det offentlige forbrug helt usagt at sænke det. Men man kunne nok have forventet, at en borgerlig ledet regering ville have evnet at finansiere de gode skattelettelser gennem besparelser frem for nye skatter.
Man skal måske også lige hæfte sig ved, at regeringen med skatteaftalen efterlader et hul på næsten fem milliarder kroner i statskassen. Penge som skal tages op hvert år for at finansiere aftalen. Det er der hverken i teorien eller i praksis noget galt med, for skiftende regeringer har i mange år opkrævet mere i skat end nødvendigt, så nu kommer nogle af pengene tilbage til danskerne. Det er såmænd også meget godt.
Men man kunne forså vidt godt have valgt at lade en større del af skattelettelserne finansiere på den måde, men så ville konsekvensen have været, at de røde ødelande ikke ville have haft så mange penge at smide ud til højre og venstre i den offentlige sektor og til alskens morsomme klimaprojekter og ulandsbistand.
Samlet set, før vi kommer til DF’s fingeraftryk, vil jeg sige om skatteaftalen, at den er OK uden at give anledning til den jubeldans, som Skatteminister Jakob Engel Schmidt opfører på sit kontor til glæde for hans utvivlsomt mange følgere på Instagram.
DF’s fingeraftryk
At skatteaftalen har fundet et flertal, er Dansk Folkepartis fortjeneste – og ansvar. Benzinen og dieselolien bliver sat ned med to kroner pr. liter i et år. Det skal man ikke klage over. Det er altid og uomtvisteligt godt med afgiftslettelser.
Men man skal heller ikke overdrive betydningen. Hverken for danskernes privatøkonomi eller for samfundsøkonomien får det nogen synderlig betydning. Javel, nogle familier er hårdt ramt af de høje priser på brændstof, fordi de har et stort kørselsbehov, og de har fortjent en hjælpende hånd fra os andre. Så vær blot glade for det.
Det koster heller ikke noget for statskassen af betydning. Et par milliarder i 2027. Det skal holdes op mod, at staten har omkring 900 milliarder kroner på kistebunden, og fordi afgifterne sættes op igen i 2028, behøver man ikke bekymre sig om at spare andre steder. Man kan bare tage af kassen. Hvis derimod det havde været en permanent sænkelse af afgiften, ville det belaste de offentlige finanser i alle år fremover.
Det betydningsfulde – og for mange afgørende – er de politiske snarere end de økonomiske konsekvenser af skatteaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Borgerlige klumremikler
De borgerlige partier skumler over, hvad de kalder DF’s soloridt. Der er dog det med en strittende pegefinger, at de øvrige fingre peger ind mod én selv. Det gælder også her. Hverken V, K, LA eller DD gjorde sig synderlige anstrengelser for at få DF med i en fælles forhandlingsdelegation med regeringen. De kan derfor dårligt klandre DF for at gå alene.
De borgerlige partier mødte desuden op til forhandlingerne med større krav om yderligere skattelettelser, end regeringen var i stand til at levere på uden at skulle finde besparelser i det offentlige forbrug, og med en rød regering er det så uvejsomt terræn, at man opgiver på forhånd.
For de fire borgerlige var det ikke et stort problem, for uanset om udfaldet blev en aftale eller ingen aftale, ville man give regeringen interne problemer og i sidst ende kunne man give den et nederlag i folketingssalen ved at stemme imod skatteplanen.
Men de fire borgerlige læste situationen forkert. Regeringen var mere snedig, og DF var mere troløse, end man havde regnet med. Det er således i stort omfang de øvrige borgerlige partiers dårlige læsning af situationen, som har bragt dem, hvor de står i dag. Sådan med skægget i postkassen.
Erhvervslivet pressede på
Med til historien hører også, at erhvervslivets organisationer DI, Dansk Erhverv og SMV uden mellemregninger stærkt opfordrede V, K og LA til at indgå en aftale med regeringen med det, der lå på bordet. Erhvervslivets egne lobbyister havde fået det mingeleret hen et sted, hvor pakken var spiselig.
Men i den borgerlige lejr gik der taktik – eller nok snarere tiktak – i den, så man ikke kunne se andet for sig end sin egen drøm om en ydmygelse af regeringen og af Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed.
Sådan gik det som bekendt ikke. Regeringens ministre hos Moderaterne jubler – og med god grund. De vandt både på substansen og på det taktiske. DF leverede skjoldet til Lars Løkke Rasmussen, som nu kan se frem til en periode, hvor han ikke er til at skyde igennem.
Og for Troels Lund er det ekstra pinsomt i hans nuværende udsatte position med svigtende opbakning både blandt vælgere og blandt sine egne. Det bekymrer nok heller ikke Morten Messerschmidt så meget.
Hvad kan DF bruge det til?
Ikke til ret meget. Det er faktisk en ret risikabel manøvre, Dansk Folkeparti har foretaget med Anders Vistisen som styrmand på kaptajn Messerschmidts skib.
Derfor er det helt legitimt at stille spørgsmålet om, hvorvidt det var fornuftigt at indgå en aftale med regeringen, give Lars Løkke en fjer i hatten og resten af det borgerlige Danmark en voldsom begmand?
At benzinen bliver billigere, er hurtigt glemt af de fleste. Benzinpriser farer op og ned, så forskellen fortaber sig hurtigt over tid. Den ændrede dynamik i dansk politik er derimod noget varigt. For Dansk Folkeparti bliver de kommende måneder afgørende.
Kan blive trippel-dyrt
Hvis partiet evner at fastholde og forstærke sin opbakning i meningsmålingerne, vil Morten Messerschmidt, når vi når frem til foråret, stå som det reelt eneste borgerlige alternativ til en socialdemokratisk statsminister. Men hvis han begynder at vige i meningsmålingerne, vil det koste ham trippel dyrt.
Han vil i så fald have mistet sit stærkeste kort overfor regeringen – leveomkostningerne, såvel som tilliden fra sine kolleger blandt partilederne i de andre borgerlige partier. Samt mærke modviljen fra vælgere, som afskyer Lars Løkke Rasmussen mere end de sætter pris på billigere benzin.
Det er meget at sætte på et bræt, men selvfølgelig kan man ikke vinde, hvis man ikke satser. Og det er nok den tanke, som fylder mere hos Messerschmidt end hos så mange andre. Han er ikke nogen fedtspiller.
Hvis det fortsat går fremad i målingerne for DF, vil Morten Messerschmidt derimod have bevist, at han både kan være SoMe-populist og en seriøs oppositionspolitiker, der kan indgå kompromisser og lave brede aftaler. Noget de andre borgerlige partier altid har haft deres tvivl om.
Lige nu er atmosfæren på de blå gange på Christiansborg isnende, og det vil den forblive at være i et godt stykke tid, men meningsmålinger taler tydeligere end den forsmåedes følelse, så når lyset bryder frem til foråret, finder de sammen igen. Ikke af kærlighed, men fordi de skal.
