Tirsdag formiddag udsendte EU-Kommissionen en fælleserklæring fra USA, Ukraine, NATO, EU og regeringerne i Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien. Erklæringen var resultatet af et møde i Abu Dhabi forud for de amerikanskledede fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine.
USA bekræfter i erklæringen sammen med de europæiske allierede, at Ukraines suverænitet, territoriale integritet og selvbestemmelse skal respekteres. Ukraine skal have troværdige sikkerhedsgarantier, og NATO skal fortsat være det centrale fundament for Europas kollektive forsvar.
Endelig fastslår erklæringen, at USA og de europæiske partnere vil fortsætte det tætte samarbejde gennem hele forhandlingsprocessen med det fælles mål at inddrage europæerne i bredere multilaterale forhandlinger.
Erklæringen står i skarp modsætning til de europæiske medier inklusive de danske, som i de seneste dage har været fulde af advarsler om, at Donald Trump var på vej til at gøre det stik modsatte.
Alarmen går igen
Torsdag den 5. november fortalte Trump efter et møde med Vladimir Putins udsending Kirill Dmitriev, at han arbejdede på en stor aftale, som ikke alene skulle omfatte Ukraine, men muligvis hele Europa. Det var en af den slags udtalelser, som efterhånden får alarmklokkerne til at ringe helt automatisk i europæiske redaktionslokaler.
Dagen efter beskrev Financial Times den voksende nervøsitet i Europas hovedstæder. De europæiske regeringer frygtede, at amerikanerne kunne være på vej til at indgå en aftale med Rusland om Europas fremtidige sikkerhedsorden uden at inddrage europæerne.
Euronews fortalte samme dag om EU's afvisning af Trumps planer. Den amerikanske præsidents åbning over for Rusland blev fremstillet som en mulig trussel mod den europæiske sikkerhedsorden.
Også Politico beskrev de europæiske hovedstæders bekymringer. Ifølge mediet havde flere NATO-diplomater ikke på forhånd fået information om de amerikanske overvejelser, og frygten var, at Putin kunne få indrømmelser på Europas bekostning.
I Danmark fulgte de nationale tv-kanaler og de store dagblade samme linje. Mediebilledet var enstonet Trump-alarmistisk. Men hvad skete der faktisk?
USA kræver Europa med ved bordet
Mandag og tirsdag begyndte der at tegne sig et noget andet billede af de amerikanske hensigter. Trump-regeringens forhandlere Steve Witkoff og Jared Kushner havde indkaldt repræsentanter for Ukraine, EU, NATO og de vigtigste europæiske regeringer til konsultationer i Abu Dhabi.
Og ifølge amerikanske embedsmænd havde Washington til hensigt at forsøge at overbevise Rusland om, at europæerne skulle deltage direkte i de videre fredsforhandlinger. Det var altså ikke europæerne, som skulle overtale USA til at give dem en plads ved forhandlingsbordet. Det var amerikanerne, der ville forsøge at overtale russerne til at acceptere europæisk deltagelse.
Rusland modsætter sig fortsat denne deltagelse, og derfor sidder europæerne endnu ikke med ved selve forhandlingsbordet. Men det er en væsentlig forskel, om USA forsøger at holde europæerne udenfor eller forsøger at få dem indenfor.
Tirsdagens fælleserklæring bekræfter den sidste position. Erklæringen garanterer ikke, at USA ikke vil presse på for indrømmelser, som europæerne finder uacceptable. Men den er et konkret diplomatisk resultat, som er vanskeligt at forene med fortællingen om et USA, der kunne finde på, at overlade Europas sikkerhed til et diktat fra Putin.
En fortælling overlever sine egne forudsigelser
Her begynder historien at handle om noget andet og mere end Donald Trump. For det er efterhånden et genkendeligt mønster i europæisk journalistik, at Trumps udtalelser om Rusland, Ukraine og NATO bliver behandlet som varsler om et forestående transatlantisk sammenbrud.
Når han kritiserer de europæiske NATO-landes forsvarsudgifter, er alliancen truet. Når han taler med Putin, er Ukraine ved at blive solgt. Og når han åbner for en større sikkerhedspolitisk aftale med Rusland, frygter man straks en ny opdeling af Europa i stormagternes interessesfærer.
Men hvor ofte bliver disse fortolkninger efterprøvet, når man ser, hvad USA faktisk foretager sig?
Hvad USA faktisk foretager sig
For i virkelighedens verden har USA ikke forladt Europa. Det har heller ikke skiftet side i krigen mellem Rusland og Ukraine.
USA er fortsat en af Ukraines vigtigste militære støtter. Amerikanske våben, ammunition og luftforsvarssystemer er afgørende for ukrainernes mulighed for at forsvare sig mod den russiske invasion. Og amerikanske efterretninger er fortsat en vigtig del af Ukraines militære kapacitet.
Der har været afbrydelser, og Trump har ændret den amerikanske finansiering af våbenhjælpen. En voksende del af de amerikanske våben bliver nu betalt af de europæiske allierede. Men det ændrer ikke ved, at USA fortsat leverer militært udstyr, som ukrainerne ikke vil kunne skaffe andre steder.
Det er værd at holde fast i. Rusland angriber Ukraine. USA leverer våben, som Ukraine bruger til at forsvare sig mod Rusland. Det er en ganske håndgribelig forskel på de to landes placering i konflikten.
Også NATO består. Ikke som en alliance på vej mod opløsning, men som den fortsat centrale organisation for Europas kollektive forsvar. Trump har presset de europæiske medlemmer til at bruge langt flere penge på deres eget forsvar, men USA har ikke opgivet alliancen. Europa er ikke 'alene hjemme', som kommentatorerne skiftes til at skrive.
På begge sider af Atlanten eksisterer der en grundlæggende forståelse af, at Rusland udgør en militær trussel mod Europas sikkerhed. Det er denne sikkerhedspolitiske virkelighed, som tirsdagens erklæring endnu en gang bekræfter.
Kritikken af Trump skygger for virkeligheden
Det er, som om den grundlæggende forventning om, at Trump før eller siden vil svigte sine allierede, er blevet en fortolkningsramme, som nye begivenheder automatisk bliver presset ind i.
Hver gang Trump kommer med en selvmodsigende eller opsigtsvækkende udtalelse, bliver den behandlet som et muligt varsel om det endelige sammenbrud i forholdet mellem USA og Europa.
Men den kontinuitet, der kan konstateres i de amerikanske militære og diplomatiske dispositioner, fortjener langt større opmærksomhed end en impulsiv præsidents udtalelser eller opslag på hans sociale medie.
For hvor mange gange kan man advare om, at Europa nu bliver efterladt alene, før man også begynder at interessere sig for, hvorfor det endnu ikke er sket?
Virkeligheden modsiger alarmismen
USA's faktiske sikkerhedspolitik indeholder fortsat en række grundlæggende forpligtelser over for Europa og Ukraine, som ikke passer ind i billedet af en amerikansk regering, der har valgt Ruslands side.
USA støtter Ukraines forsvar. USA fastholder NATO. USA anerkender Ukraines suverænitet og behovet for sikkerhedsgarantier. Og USA tilslutter sig nu offentligt, at europæerne skal inddrages i de bredere forhandlinger om den fremtidige sikkerhedsorden.
Ingen af disse forhold garanterer, at Trump ikke i morgen kan sige noget, der igen skaber usikkerhed om de amerikanske hensigter. Det vil han måske gøre. Og så vil alarmen lyde igen.
Men måske burde de europæiske medier inden da interessere sig lidt mere for den transatlantiske alliance, som de så ofte har erklæret for døende, men som stadig fungerer, når det kommer til stykket.
Kilder:
EU-Kommissionen (10.11.2026): Fælleserklæring fra mødet i Abu Dhabi.
Financial Times (6.11.2026): Europa bekymret over USA's planer om en sikkerhedsaftale med Rusland.
Euronews (6.11.2026): EU afviser Trumps planer om en omfattende sikkerhedsaftale med Rusland.
Radio Free Europe/Radio Liberty (10.11.2026): USA ser muligheder for fremskridt i fredsforhandlingerne om Ukraine.
NATO (2026): NATO's støtte til Ukraine.
Det britiske Underhus (13.8.2026): Militær støtte til Ukraine: Hvad har ændret sig siden januar 2025?.
Reuters (11.3.2025): USA genoptager den militære støtte og efterretningsbistand til Ukraine.
