At Jakob Ellemann ville give op allerede nu, skal man være særlig bagklog for at sige, at man forudså. Så bagklog er jeg ikke.
Standhaftighed er mandens varemærke og en vigtig del af hans identitet. Posituren med de let skrævende ben, fodsålerne solidt plantet og de kategoriske meldinger er det, man husker, og er det, han ville kendes på.
Det rimer ikke på en mand, der smider håndklædet i ringen, men det rimer på ’soldaten’, der kæmper videre for sit land og sit parti, selvom murene braser sammen omkring ham.
Men billedet af soldaten bliver ikke det blivende. I stedet vil han gå i sin fars fodspor, som endnu en venstreformand, der tabte det afgørende slag og aldrig blev statsminister.
Ikke at de to personligheder tåler nogen sammenligning ellers, men i erkendelse af, at Jakob – sønnen – bar forventningens åg fra han stillede op til Folketinget første gang i samme kreds på Fyn, som først hans farfar og siden hans far havde haft, hører det med til den kollektive erindring.
Åget var for tungt, og fra i dag er Jakob en del af dansk politisk historie – ikke af dansk politiks fremtid. På en halv time flyttede landets vicestatsminister og formand for Venstre sig fra magtens midte til ligegyldigheden.
Ræven fra Holstebro
For tro ikke, at Jakob Ellemanns forsøg på pressemødet med at fastslå, at regeringsdeltagelsen og regeringsgrundlaget var det helt rigtige for Venstre vil få nogen som helst betydning for, hvad Venstre gør nu.
I toppen af politik skal du være der 100 procent og døgnet rundt. Træder du ned, går du på et splitsekund fra at være magtfuld til at være ligegyldig. Fra i dag er Jakob Ellemann ligegyldig.
Søren Gade er nok den snedigste ræv i Venstre. Ræven fra Holstebro får direkte og indirekte indflydelse på personkredsen, der skal lede Venstre fremover.
Både på hvem der skal være formand, og hvor Venstre skal ændre kurs. For kursen skal ændres på væsentlige punkter, hvis vælgerne skal vindes tilbage fra eksilet hos Inger Støjberg, Alex Vanopslagh og Lars Løkke Rasmussen.
Lidt mere frit valg og afgiftslettelser til middelklassen, som er Venstres ’fingeraftryk’ i regeringsgrundlaget, kommer ikke til at kunne flytte noget.
Ellemann gav efter for feel-good-folket
Venstre havde måske et problem i Jakob Ellemann, fordi han som formand ikke evnede at samle Venstre efter hovedbestyrelsen fyrede Lars Løkke Rasmussen i et ’befrielsens øjeblik’ i 2019. Dårligt rådgivet om bevægelserne i vælgerhavet misforstod han sin opgave
Han gav efter for ’feel-good-folket’, som ikke kun findes på venstrefløjen og hos de radikale, men også dominerer i by-venstre. Jakob Ellemann slog hånden af sin egen næstformand, som efterfølgende fik en dom for misforvaltning i Rigsretten. En dom hun omsatte til 14 mandater i Folketinget.
Han burde med erfaringen som miljøminister i VLAK-regeringen, hvor han blandt bønderne i Venstre fik tilnavnet Jakob-laksko, have indset, at netop opbygningen af en alliance med landvenstre var langt vigtigere for ham og Venstre end at pynte sig med en forloren moralsk glorie ved at erklære Inger Støjberg for spedalsk.
Strukturelt problem
Den fejllæsning i venstretoppen kostede partiet en kronprinsesse og det halve vælgerkorps. For Venstre har snarere et alvorligt strukturelt problem end et isoleret formandsproblem. Det tror jeg Søren Gade ved, men tvivler på, at hverken Sofie Løhde eller Troels Lund har indset dybden af.
Man har simpelthen dovnet sig igennem, mens velfærdsforvalteren Lars Løkke Rasmussen gennem et par årtier udtænkte den ene komplicerede djøf-reform efter den anden. Der foregik ingen politik-udvikling. Man kunne nøjes med forvalterrollen, mente man.
Den suppedas står Venstre i nu. Ingen profil, fordi man ikke har nogen politik. Ingen vælgere, fordi man har savet sig fri af sine egne rødder og fastlåst i et regeringssamarbejde, som man ikke kan gå til valg på at fortsætte, men heller ikke kan forlade.
