Det er en klar tendens i tiden, at maskuliniteten skal fremstilles – eller afsløres – som sårbar. Sprækkerne i facaden skal afsløres af kunsten. Moden skal gøres androgyn. Medierne gør deres ved at hylde den moderne følsomme, og derfor også grædende og barsels-tagende, mand.
Derfor er det ikke overraskende, når billedhuggeren Rudolph Tegners (1873-1950) ofte gigantiske mandefigurer nu genfortolkes i samme retning af en moderne billedkunstner.
Det var ved et tilfælde, at jeg besøgte Rudolph Tegners Museum i tide til at opleve særudstillingen ‘Faldet’, som billedkunstneren Peter Ravn (f. 1955) har skabt. Hans nutidsblik på Tegner slog mig som en interessant provokation.
Tegner hyldede det stærke individ
Tegners skulpturer hylder frem for alt kroppen, livet og det utæmmede individ, der hæver sig op over middelmådigheden. Altså sådan et individ som ham selv – han har mejslet følgende ind i én af de gigantiske skulpturer ‘Forbundet’: “Mejslet paa fri Haand i denne sten af mig – Rudolph Tegner”.
Denne selvfølelse synes at gå igen i selve arkitekturen. Det er en 11 meter høj ottekantet cementbygning, et urovækkende fremmedlegeme midt i klitlandskabet. Tegner følte sig underkendt i Danmark og flyttede på et tidspunkt til Frankrig, og præcis som manden rager hans bygning op fra det øvrige landskab.
Der er tale om en arkitekturhistorisk perle, som alt for få besøger, fordi det ligger afsondret nær havet ved Dronningmølle i Nordsjælland. Her lod billedhuggeren selv museet opføre i årene 1937-1938 for sin kones penge.
Fra frigjort kunstner til hjertepatient
'Vitalisme' kaldes den strømning, som Tegner kan siges at tilhøre. Men Peter Ravn har med sine malerier skiftet perspektivet på de gigantiske mandekroppe, så de pludseligt fremstår sårbare.
Et eksempel er maleriet ‘Frigjort’, der genfortolker skulpturen af samme navn fra 1900. Skulpturen forestiller sandsynligvis Tegner selv, der sidder i lotusstilling placeret højt på en søjle. Hans krop er senet, men stærk, hvilket en åben kappe afslører. Under ham er arme, ansigter og torsoer arrangeret i en malstrøm af kaos og følelser, som kunstneren altså har frigjort sig fra.
I kontrast hertil forestiller Peter Ravns maleri ‘Frigjort’ en hvid, midaldrende mand i grønt jakkesæt. Nu er perspektivet skiftet, så beskueren ser ned på ham. Han er placeret på gulvet, og den åbne skjorte afslører nu små elektroder placeret på hans bryst, som man ville se det på en hjertepatient.
Budskabet er måske, at der er en bagside ved et samfund, hvor vækst og personlige ambitioner er maskuline dyder. Hermed forstås også, at hvis manden er sårbar, er det selvforskyldt.
Ikke overraskende - men det virker
Det provokerende i Peter Ravns genfortolkning er med andre ord, at Tegner pludselig tjener en kønsopfattelse, som han nok selv ville afsky. Som om han flygtede fra os danskere og nu her efter sin død alligevel gøres til en del af den danske konsensus og vores stræben efter at feminisere det maskuline.
Peter Ravns genfortolkning er som sagt ikke overraskende. Men kunsten virker. Særudstillingens billeder er helt uhyggeligt realistiske og alligevel drømmeagtigt farvemættede. De suger blikket til sig og tvinger beskuerne til at skifte perspektiv. Dermed indgår særudstillingen virkelig i en dialog med forlægget.
Det er særlig veludført, at Ravns billeder gengiver skulpturernes ansigtsudtryk. Jeg skimtede ganske rigtigt, da jeg atter kom ind til hovedudstillingen, i deres miner lidt sårbarhed.
Særudstillingen ‘Faldet’ kan ses på Rudolph Tegners Museum frem til 14. august.
