Pape – Hele Vejen er en meget klassisk politikerbiografi, som begynder med forældrenes opvækst som fattige bønder i Midtjylland. De kan ikke selv få børn og derfor adopterer de unge Søren fra en teenagemor i København.
Han får et lidt omflakkende ungdomsliv, først som kontor- og shippingelev, så som landssekretær en kort periode i Konservativ Ungdom, siden som ungdomsskolelærer og leder, inden han bliver kommunalpolitiker og borgmester i Viborg. Herfra bliver han på helt utraditionel vis hevet ind som redningsmand for et kuldsejlet parti og bliver udnævnt til justitsminister uden at sætte de store aftryk – til pludselig at være partiets første bud på en statsminister i 30 år.
På den måde er denne bog i virkeligheden mest af alt en midtvejsevaluering for en politiker, der om få måneder kan være landets statsminister og dermed har den mest interessante del af sit liv foran sig.
Bogen er skrevet af journalisterne Mads Brandsen og Johs Lynge, og det er deres første forsøg med genren. De skriver selv, at bogen er blevet til efter samtaler med Pape, familie, venner og politiske kolleger og samarbejdsrelationer. Meget af den bygger dog på referater og uddrag fra aviser og tv, uden at det rigtigt bliver perspektiveret af manden og folkene omkring ham.
Nuancering mellem linjerne
Der er ikke tale om et decideret kritisk værk over for Pape. Det virker tydeligt, at forfatterne synes godt om deres subjekt, og det er i høj grad Pape eller konservative folk omkring ham, som får lov til at udlægge teksten. Sejrene bliver pustet op, fiaskoer og nederlag nedtones.
Men flere gange lykkes det alligevel forfatterne ved eksemplets vis at pille glansen af Søren Pape og hans venners udlægning af alle hans fortræffeligheder.
Man får at vide, at Søren Pape er typen, som altid holder de aftaler, man laver med ham, blot for på de efterfølgende sider at få oprullet det stik modsatte. Pape lover topfolk en åben proces om valget af partiets generalsekretær, men ender alligevel med at ansætte sin kammerat fra KU-dagene, Søren Vandsø, på posten.
Eller som da der proklameres, at Søren Pape er “tough on crime, ikke fordi det står i partiprogrammet, men fordi han mener det”. Hvorefter han i lange passager selv fortæller om, hvorfor han i virkeligheden gerne vil sætte mere ind med mere forebyggelse, men ikke fortæller det, fordi det vil de konservative vælgere ikke høre.
Eller hvordan Søren Pape Poulsen selv betegner sin ledelsesstil som inddragende, lyttende og uddelegerende, men hvor det i praksis blot er fravær, som får sagerne til at komme ud af kontrol, fordi han først alt for sent engagerer sig.
Som for eksempel da to af hans partifæller bliver lige lovlige tændt af den hellige ild, og ender med at fyre Venstres fødevareminister Eva Kjer Hansen i sagen, der blev kendt som ‘Gyllegate’. Eller Naser Khaders sexsag, som får lov til at køre i et år, fordi Pape ikke griber ind, allerede da rygterne begynder.
Bogen er fyldt med beklagelser fra Søren Pape Poulsen, som i bagklogskab godt kan se, at han burde have gjort en masse ting anderledes. Man savner måske nogle egentlige refleksioner over, hvorfor tingene nu gik godt eller skidt. Men det er jo ikke forfatternes skyld, at Pape ikke kan eller vil det.
Den forsvundne eksmand
Bogen afslører også. at Søren Pape Poulsen ofte lider af det uheld, som indimellem rammer ellers dygtige mennesker, som ender i problemer, nemlig at han lidt for ofte har været omgivet af folk, som ikke helt har niveauet, og hvis handlinger desværre sender Pape i problemer.
En af dem er selvfølgelig Josue Medina Vasquez, Papes nu tidligere ægtemand, der åbenbart ikke var den mest sandfærdige type. Nærmest som et billede fra Sovjet-tiden er han næsten klinisk renset ud af bogen.
På et meget korte kapitel genfortælles historien om hvordan de to mødes på en homobar i Bruxelles, Søren Pape fortæller lidt om, at han godt kan lide at komme i Caribien, hvor folk er mere afslappede, og Søren Papes mor fortæller, at Josue er “en sød og høflig fyr”.
Desuden får man en genfortælling af historierne med eksmandens spritkørslen til og fra McDonald’s og sagen fra LA Bar i København, hvor Josue Medina kom i klammeri med en slovakisk ishockeyfan, hvilket endte med, at den slovakiske mand kom bag tremmer. Sidstnævnte sag vil Søren Pape Poulsen ikke engang kommentere.
Et forhastet værk
Lige nu er tempoet i dansk politik ekstremt opskruet på grund af de radikales trusler om valg, og spørgsmålet er, om det har fået forfattere og forlag til at sætte tempoet på udgivelsen op.
Jeg sidder i hvert fald med fornemmelsen af, at det godt kunne være blevet en bedre og mere sammenhængende bog, hvis den lige havde fået en ekstra gennemskrivning, og hvis forfatterne ikke altid tog Søren Pape og hans folks udlægning for gode varer.
Pape – Hele vejen har grundlæggende tre udfordringer som værk. Der er lidt for meget stof om dansk politik og konservativ partihistorie, som bare virker som fyld. Sproget er lidt bedaget, så det føles indimellem, som om man læser replikker fra Matador.
Og så er det en udfordring som læser med bogens fortællerstemme, som flere steder gør en i tvivl, om det nu er forfatternes vurdering, Søren Papes vurdering eller en af folkene omkring ham, som man bliver præsenteret for.
Det gør det til en meget jævn læseoplevelse. Er man troende konservativ, så vil bogen helt sikkert være pligtlæsning, og mon ikke Søren Pape i den kommende tid vil signere mange eksemplarer til partimedlemmerne. For alle andre bringer den ikke meget ny viden til bordet, som man ikke allerede har kunnet tilegne sig ved at følge med i dagspressen.
