Mon ikke mangt en moderne romanforfatter ønsker sig at skrive den moderne Hærværk? Jacob Skyggebjerg har med sin nyeste roman, Inderkredsen, givet sit bud. Ja, faktisk lover forlaget Gladiator læseren netop dette i introduktionen til anmeldereksemplaret.
Lad mig allerede nu sige, at Jacob Skyggebjerg efter min mening ikke lykkes fuldstændig med at skrive et moderne bud på en eksistentiel opløsningsroman, der lever op til Tom Kristensen. Til gengæld er han ufatteligt flabet. Flabet er det som forfatter at dedikere en roman til at latterliggøre anmelderiet og den skrivende elite. Romanens hovedperson er en ung litterat, der selv søger optagelse i denne ”inderkreds”.
I kraft af denne miljøskildring alene har Jacob Skyggebjerg effektivt iscenesat sig som den danske forfatterscenes nye enfant terrible.
Kolonialisme og udpattede mælkebryster
Den unge litterat Patrick Falk må prise sig heldig, da han inviteres til bøfaften hos den kolossalt fede litteraturprofessor og anmelder Tudse. I Tudses herskabslejlighed møder anmelderne på landets største dagblade for at koordinere anmeldelser. Som antikkens guder udvælger de på den måde forfattere at løfte til stjernestatus eller kaste ned i glemslen.
Patrick selv er en moderne mand med moderne problemer. Hans parforhold er dedikeret til projekt baby, og det foregår via skemalagt samleje og besøg på fertilitetsklinikken. Samtidig fortaber han sig mere og mere i internetpornoens verden. Især videoer med kolonialistiske undertoner udpensles uden hensyn til den krænkelsesparate læser – Asian Street Meat hedder en af de videoer, som Patrick onanerer til.
Det er og bliver dog satiren over den skrivende klasse, der giver romanen liv. For dem er politisk korrekthed udadtil en selvfølgelighed, imens samværet imellem dem er kendetegnet ved et komplet fravær af moral. I én scene er det eksempelvis forfatter Cecilie Linds seksuelle værdi, der er til diskussion. Bemærk her Skyggebjergs sans for akademiserede perversiteter:
Og desuden er der da også mageligheder ved en krop, der har født – jeg synes for eksempel ikke den … mmm … afslappethed, hvis vi kan kalde det det, der kommer i kødet på sådan en kvinde nødvendigvis er et turnoff. Der er noget faktisk helt stimulerende ved det – når jeg får sådan et udpattet mælkebryst i munden, glider jeg ganske passivt ind i en fantasi om at jeg selv er et spædbarn, som mælken var tiltænkt – og som jeg så er blevet snydt for og derfor kan bide mama lidt i patten.
Katherine Diez som litteraturens skæbne
Den mest guddommelige scene udspiller sig da også til bøfaften. I et forsøg på at holde sig relevante for fremtidens læsere inviterer de Berlingskes egen litteraturskribent/instagrammer Ditte Corfitz med. Hun er en figur, der med alt tydelighed er modelleret over Katherine Diez. Som Tudse siger til Patrick: Det er skæbnen. Din skæbne – og litteraturens.
De i forvejen opstyltede litterære samtaler er tæt på at kollapse, hver gang hun åbner munden. For eksempel underholder Tudse ved at berette om sine hallucinationer i forbindelse med et nyligt hjertestop, kun for at blive afbrudt af Corfitz:
Vi mennesker har i os en dybtliggende biologisk trang til at udforske det ukendte. Vi craver det skjulte og fortrængte. Det mørke, det skønne – en sætning kan rive og flå og hele og helbrede alene ved at være smuk. Det grimme, det mystiske. For det findes i os selv. Vi kan ikke flygte fra det.
Skyggebjerg viser her sit talent for det diabolske, idet han ved at lade patriarkatet møde tidens mest omdiskuterede kulturblogger formår at udstille begge parter. Det grænser næsten til provokunst, at Corfitz’ replikker viser sig tyvstjålet fra Katherine Diez’ Instagram. Skyggebjerg brænder gerne broer for kunstens skyld, og det er ikke mindst derfor, at romanen løfter sig til kunst.
Ikke en moderne Hærværk
Men lad os så tale om, hvad romanen ikke er. For det første er den ikke en moderne Hærværk, sådan som forlaget lover. Nok står parallellerne Tom Kristensens roman fra 1930 i kø, men Patricks fortabelse i den tabuiserede erotik rummer ikke den samme eksistentielle tyngde. Patricks liv og indre verden synes helt ned til hans smag i porno konstrueret til at provokere.
En anden reference er parforholdsromanen Fodboldenglen (1979). Hans-Jørgen Nielsens roman er berømt for at skildre den bløde mands totale kapitulation til kvinden i 70’erne. I 2021 står manden endnu mere usikkert, selv befrugtningens akt er taget fra ham og givet til en kittelklædt læge på fertilitetsklinikken. Heri ligger der en skarp samtidsanalyse, der dog samtidig læses som endnu et konstrueret lag.
Inderkredsen skriver sig ind i en lang tradition af eksistentiel litteratur, der går imod tidens politiske strømninger. Skyggebjerg gør det ved at bruge sin kunst til at krænke alle, der krænkes kan. Som en ikke-krænkelsesparat har jeg været underholdt, men altså forbliver det eksistentielle potentiale uforløst.
