I Svend Brinkmanns seneste bog, - ’Vi er det liv, vi lever - en fortælling om skæbnen’, modtager han et brev fra en 90-årig kvinde, som skiver, ”at hun har gjort utilgivelige ting, men at der også er noget af det utilgivelige, hun ikke fortryder.” Det pirrer nysgerrigheden både hos Brinkmann og hos læseren. Sætningen afslører selvfølgelig også, at et afgørende drama har fundet sted i kvindens liv.

Brinkmann opfordrer kvinden til at medvirke i en ny bog. Hun accepterer Brinkmanns tilbud og stiller som betingelse, at hun kan skrive under pseudonymet Lili. Hun forklarer, at hun er bange for at blive genkendt af en omverden, der måske ikke vil hende det godt. De bliver enige, og en fintfølende og respektfuld dialogisk proces indledes. Bogen er delt op i Lili's fortælling om sit liv og Brinkmanns fortolkninger. Og her er han dygtig og meget god til at beskrive relevante refleksioner over Lilis liv. 

Han er interesseret i at lære hendes livshistorie nærmere at kende. Han ønsker at gøre fortællingen om hendes liv til genstandsfelt for en psykologisk analyse. En skæbnefortælling om værdighed, moral, følelser og kærlighed. Han betoner, at det er hans valg at tolke hendes historie som en skæbnefortælling. Og det er et usædvanligt valg for en psykolog, som ellers kun beskæftiger sig med udvalgte temaer og kriser i klienternes liv. 

Brevvekslingen mellem Svend Brinkmann og Lili bygger dels på dokumentariske skildringer skrevet af Lili selv og dels på Brinkmanns ønsker om at udfolde et helt liv ved hjælp af almen, humanistisk tænkning og inddragelse af elementer af mytologiske karakter. Lilis skriver håndskrevne breve med beskrivelser om et liv under krig og om kærlighed. Om et liv, hvor hun må kæmpe med en konstant dybtliggende følelse af angst. En angst, der har rod i en bestemt handling, hun foretog som ganske ung. 

I et rørende digt, ’Under de evige stjerner’ (1943), fortæller hun om sit første møde med kærligheden. Mødet skal vise sig at få afgørende konsekvenser for hendes liv. Det finder sted under 2. verdenskrig, hvor Lili er 14 år gammel, og hun indleder et seksuelt forhold med en tysk soldat. Senere indleder hun et nyt forhold til en tysk officer. For Lili var det problemfrit at indlede et forhold til en tysker, men efterkrigstidens reaktioner bliver skæbnesvangre og mærker hende med en livsvarig angst.

Brinkmanns personlige mission er at gøre læseren opmærksom på, at der er noget, som er uden for vores kontrol - og det er skæbnen. Vi skal lære at forlige os med skæbnen ved at leve livet og tage vores skæbne på os. Han skiver, ’at vi er utilstrækkelige mennesker, som ikke selv har ansvaret for vores liv’ og betoner, at bogen skal bruges eksistentielt og ikke er en teoretisk bog. 

Alligevel er hans beskrivelser og teoretiske begrundelser i høj grad hentet hos adskillige filosoffer, psykologer og sociologer, som han ofte benytter i sine bøger. Så på den ene side vil han nyudvikle sit eget formelle psykologiske ståsted, og samtidig anvender han begreber, som absolut ikke er videnskabelige. Denne sammenblanding er meget langt fra hans ellers stringente psykologiske bøger, og det er et af bogens få problemer undervejs. 

En mytologisk skæbnekontekst

Det er påfaldende, at det netop er skæbnebegrebet, og ikke skyldsspørgsmålet, som Brinkmann vægter at udfolde i analysen af Lilis liv, og som han giver mest opmærksomhed. I undertegnedes optik er Lilys historie dybt forankret i stærke følelser af angst, skyld og skam, som påvirker hendes handlinger og valg resten af livet.

Det er imidlertid ikke således, at Brinkmann helt fravælger at omtale skyldsspørgsmålet, men i hans analyse får det ikke afgørende vægt. Brinkmanns opfattelse af skyld kan eller bør anskues som et alment fælles vilkår, der er viklet ind mellem andre mennesker i medskyld. Et grundvilkår om, at vi alle er skyldige. Brinkmann tolker, at dette udsagn kunne være et motto for Lilis liv, ’at mennesket har en bestemmelse, en skæbne, og at vi alle er skyldige’.

Brinkmann fjerner forsigtigt og respektfuldt spørgsmålet om den individuelle skyld og erstatter begrebet om skyld med et eksistentielt skæbnebegreb. Han kalder det en nornepsykologi, hvor livet er organiseret – som linjer, tråde og spor. Men i dag er skæbnen faldet i unåde, skriver han og ønsker med bogen at tilbyde en psykologisk nyfortolkning af livet. 

Men hvorfor har Brinkmann valgt en mytologisk skæbnekontekst til at vægte en analyse af Lilis mest alvorlige moralske dilemmaer frem for at tilbyde den videnskabelige anerkendte metode, som han ellers behersker? 

En af årsagerne kan måske være, at skæbnespørgsmålet passer så fint ind i netop en almen kompleks problematik, som Brinkmann ser en mulighed for at tilføre en bredere og innovativ forklaringsmodel. Han har i årevis kæmpet mod en opfattelse af, at vi kan hvad vi vil, hvis vi lærer at optimere os selv. I denne sammenhæng er skæbnen et afgørende bevis for det modsatte.

Brinkmann vælger at fokusere på ’skæbnen’, som den afgørende faktor i tolkningen af Lilis liv. Han mener, at skæbnen influerer på vores liv og skiver, måske mere, end vi er opdraget til at tro. Det er mit indtryk, at Brinkmann nænsomt bakker Lili op, og blandt andet gør det ved at give udtryk for, at vi må affinde os med skæbnen. Vi er ikke selv ansvarlige for alt, hvad skæbnen byder os. 

Brinkmann betoner, at bogen ikke er den historiske sandhed om Lili, men alene en ambition om at fremstille Lilis liv i en ny kontekst. Alligevel vil man som læser danne sig en mening om Lilis eget udsagn om hendes handlinger. For denne anmelder er hendes handlinger ikke utilgivelige, når vi får at vide, at hun er jomfru og kun 14 år. Også selvom hun favner endnu en tysk mand. 

Fra æstetiker til etiker

Skæbnebegrebet udfoldes smukt og næsten poetisk. Det foregår i en letforståelig, og synes jeg, form for sokratisk dialog, som udspilles mellem Brinkmann og Lili. Brinkmann er læremesteren, der gennem skarpe og gennemtænkte spørgsmål til Lili, og efterfølgende udfolder, analyserer og beskriver han Lilis livsforløb. Lili reflekterer undervejs, og følelser fra fortiden kommer frem, som konfronteres.

Brinkmann beskriver Lilis dannelsesrejse fra at være præget af en æstetisk etik (umiddelbart og impulsivt) til et mere etisk og pligtopfyldende liv (med inspiration fra Søren Kierkegaards bog Enten-eller).

Lili og Brinkmanns sokratiske dialoger udvikler sig de næste par år for begge parter til en læringsrejse omkring tro, skæbne og dannelse. Det bliver også en rejse, hvor Brinkmann måske gradvist nærmer sig Gud og nyreflekterer over trosspørgsmålet (han har skrevet om ’det kristne syn’ i en ny bogudgivelse, som udkommer i år).

Ud over oplevelserne fra krigens tid fortæller bogen om Lilis ungdomskærlighed, oplevelser i skolen og forældrenes indflydelse, om et ægteskab med Mikkel og et liv uden børn. Lili har anvendt meget tid på kunst og kultur og har udviklet sig til et etisk dannet og værdigt menneske. Hun har gennemført en årelang psykoanalytisk behandling, taget en HF-uddannelse og har livslangt fordybet sig i poesi, kunst og bøger. Aktive handlinger, som formentlig har medvirket til at lindre smerte, skam og angst, men ikke har kunnet fjerne den.

Her bliver spørgsmålet, om den eksistentielle skæbnepsykologi, hvor skæbnetrådene har flettet et baggrundstæppe af Lilis livsrelationer, kan bidrage til at slippe for angsten. Brinkmann giver udtryk for, at hendes psykoanalytiker gennem 33 år har haft en afgørende bestemmelse for hendes dannelsesrejse. Hendes rejse fra æstetiker til etiker og et værdigt menneske. 

Mange unge piger og kvinder blev udskammet for at have indledt seksuelle forhold med tyske soldater. Og Lilis livslange angst har hun ikke været ene om. Jeg kunne ønske mig, at Brinkmann ville skrive en ny psykologisk bog, som tager danskernes adfærd og voldsomme ydmygende handlinger over for de unge tyske piger/kvinder, op til refleksion. Hævnfølelsen var tilsyneladende stærkere end retsfølelsen. Var dét skæbnebestemt? Hvorfor har mon så få af de unge kvinder nogensinde selv berettet om deres oplevelser? 

Der er gået over 75 år, siden krigen sluttede, og det er desværre blevet sent at få dokumenteret så mange oplevelser og vurderinger. Heldigvis kan vi nu reflektere over Lilis liv, og Brinkmann har tilført Lili en værdig anerkendelse. Brinkmann skriver, at Lili har sagt, hun vil binde en sløjfe om sit liv med denne bog, og han vælger at svare hende med at citere Sokrates, at det liv, der ikke undersøges, er ikke værd at leve. Lili er en gave til Brinkmann og hun til ham.